Kun for børn

Lyt til artiklen

Blåt hår, heste og rumvæsner er nogle af de elementer, som indgår i de danske børnespil, der er udkommet her op til jul. Der er noget for enhver smag, aldersklasse og køn blandt de børnespil, som er kommet på markedet her op til jul. Tidligere har børnespil hovedsageligt været koncentreret om aldersgruppen fra 4 til 7 år, men i år er der to spil, som også henvender sig til de lidt større børn. Blåt hår og kvikke bemærkninger'Batta Batta 2: Kejserens Gave' er det andet spil med drengen Batta Batta som hovedperson. Han er en rigtig sej dreng, samtidig med at han med sit blå hår og sine kvikke bemærkninger er utroligt charmerende. Hans slikelskende tykke kammerat Tons er hans diametrale modsætning, men ikke desto mindre trives kammeratskabet mellem de to drenge. Handlingen i spillet foregår i byen Caramell, og der er i princippet tale om et adventurespil tilsat en del små actionspil og andre opgaver, som skal løses. Der kræves både indlevelse og fantasi, og spillet formår i høj grad at spille på spillerens nysgerrighed. I begyndelsen af spillet møder drengene blandt andet byens pølsemand på det lokale torv, men han ligner dog slet ikke sig selv - han er faktisk et rumvæsen - og vil i øvrigt kun servere helt kolde pølser. Drengene undrer sig, men som spiller kan man se, at den rigtige pølsemand ligger bagbundet på toppen af pølsevognen. Blandingen af adventure, actionspil og andre opgaver er særdeles vellykket og giver et utroligt varieret spil. Når selve historien er løst, kan de indbyggede spil dog spilles igen og igen, hvilket markant forøger spillets holdbarhed. Grafikken er både fantasifuld og flot tegnet, selvom den samtidig er ret enkel. Fra producentens side har det været målet at lave et rigtigt drengespil til aldersgruppen 6 til 10 år, og det er så absolut lykkedes, men piger har lige så stor glæde af at spille spillet. 'Batta Batta' må betegnes som årets mest vellykkede og alsidige børnespilspil i år. Hærværk på rideskolen Pigen Nikki er hovedpersonen i krimiadventurespillet 'Nikki: Mysteriet på rideskolen', som nok især henvender sig til de lidt ældre hesteglade piger. Nikki bliver tilkaldt til rideskolen, da de har haft en del hærværk. Historien udspiller sig især i forbindelse med den dialog, som Nikki har med de personer, som hun møder på rideskolen. Grafikken er kun i meget begrænset omfang animeret, hvilket virker noget discountagtigt for den mere erfarne spiller, selvom illustrationerne og personerne er godt tegnet. Den stillestående grafik bruges dog på en elegant måde i spillet til at skabe en intens stemning af mystik og uhygge, som sagtens kan få en til at sidde fastklisteret foran skærmen i håb om at finde ud af, hvad der foregår. Derudover kan spilleren også lære en masse om heste, så som hestespil er det ganske spændende, men det er i sidste ende nok mest velegnet til hesteglade piger. Ingen jul uden Pixeline Pixeline har efterhånden i mange år været et stort hit under juletræet for aldersgruppen 4 til 8 år, og det ser hun ud til at fortsætte med igen i år med spillet 'Pixeline: Fuld af fis og ballade'. Spillet består af ni forskellige småspil, som udmærker sig ved, at de er både lærerige og underholdende. Det hele kobles sammen af god musik og børnesange, så her er masser af god underholdning for målgruppen. De noget mindre børn kan fint underholdes af Pixelines lillebror, der er med i et andet spil, nemlig 'Buller i Bolledejen'. Her der igen 10 forskellige små spil, masser af musik og sjove figurer, som også fanger de smås interesse lynhurtigt. Så Pixeline og hendes lillebror bør være at finde under juletræet. Alle de andre spil Ud over de ovenfor nævnte spil er der tillige udkommet fem nye børnespil. Der er tale om gensyn med kendte og elskede figurer fra tidligere spil. Til de 3- til 6-årige er spillene 'Bille & Trille: Nu er det jul igen' og 'Bille & Trille: Klæder sig ud' gode julegaveideer, fra 4 til 8 år anbefales 'Rasmus Klump holder fødselsdag' og til de 5- til 10-årige er spillene 'Dennis og Bellini: Slapafnien' og 'Dennis og Bellini: Stridens æble' gode køb. Alle spillene indeholder forskellige småspil og kan varmt anbefales som julegaver, så der er en del at vælge imellem. Fælles for de fem spil er, at de indrager brug af internettet, hvilket er med til at bevare spillenes holdbarhed, idet det så er muligt løbende at tilføre nye spillemuligheder. Med i spillene er også tilpasset en såkaldt børnebrowser til internettet, som burde sikre, at børnene kun kommer derhen, hvor de må komme. Alle fem spil koster 99 kroner stykket. Er man derimod mere til genren 'leg og lær', så kan man også gense Magnus & Myggen i 'Alfabetiske lege' og 'Talbutikken' fra Ivanoff, der også klart kan anbefales under juletræet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her