TCM er nemlig en syndflod af fodboldlækkerier; lige fra spillerne, der konstant udvikler sig, til forhandlinger med sponsorer. Det hele emmer af tyk realisme og kærlighed til sporten. Men ikke nytænkning. Trods et glimrende rollespilskoncept, hvor spillerne udvikler sig efter deres idolers evner, eget talent og alder, er TCM for meget af den gamle skole og for lidt fræk nytænkning. Det er imidlertid også eneste alvorlige anke mod et spil, der på fornem vis forbinder smukke 3D-kampe og svedige fodboldspillere med et managementoverblik, der ville give Don Ø mindreværdskomplekser. Så hvis man er træt af Beckhams eskapader i Manchesters natteliv eller de danske klubbers håbløse resultater i Europa, er der faktisk kun to muligheder. Enten at råbe ukvemsord imod fjernsynet dagen lang eller at gå i krig med TCM, der ligesom kinderægget er hele tre ting på én gang: fængslende, farverigt og vigtigst af alt - fodbold.