Nogle fortællinger dør aldrig. Som de klassiske eventyr bliver de en del af den fælles kultur, og det er nok mere eller mindre tilfældet med den norske dukkefilm 'Bjergkøbing Grand Prix', der lige siden dens premiere tilbage i 1975 har formået at underholde flere generationer. Selvom manden bag filmen Ivo Caprino døde i starten af året, så har hans søn Remo nu videreført sin fars univers i et computerspil bygget på filmens handling. Den bedste beskrivelse af computerspillet 'Bjergkøbing Grand Prix' (BGP) er hyggelig, uvoldelig og varieret familieunderholdning af bedste kaliber. På imponerende vis er det på alle måder lykkedes at overføre filmens unikke stemning og uskyldigt naive univers til computerspillet. Alle de kendte figurer er tilbage med fornyet liv lige fra den optimistiske Sofus Gundersen og den overbevist pessimistiske og altid uheldige Ludvig til den godmodige cykelsmed Theodor Fælgen og ikke mindst ærkerivalen og racerkøreren Rudolf Blodstrupmose. Det er ingen hemmelighed, at spillet umiddelbart henvender sig til børn mellem 4-10 år, men spillet er så varieret og indeholder samtidig så mange finesser, at far og mor med sikkerhed også vil komme til at kæmpe om pladsen foran computeren. Byg Il Tempo Gigante Spillet starter som filmen, hvor Frits Helmut som den gode fortællerstemme på sin egen ubetalelige måde fortæller eventyret om den lille soveby Bjergkøbing, den rolige cykelsmed Theodor Fælgen og hans to venner Sofus og Ludvig. Derefter overlades historien til dig i Theodors forhave, hvor Sofus og Ludvig står klar til at hjælpe dig i gang. Hovedsagelig går spillet ud på at samle bildele til superbilen Il Tempo Gigante, hvilket dels gøres ved at løse spillets mange småspil, dels ved at udforske spillets mange scener. Til sidst belønnes man med en tur i racerbilen mod Blodstrupmose. På god pædagogisk facon sker der noget, ligegyldigt hvor på skærmen man klikker med musen. Det kan være en lille sjov animation, det kan være små historier med undervisningstilsnit om alt fra fysik til geografi, det kan være et spil eller en aktivitet. Spillene er for det meste nye udgaver af gamle klassikere såsom hukommelsesspil, bilspil og sågar actionspil, men selvom alle spillene er set før, er de sjældent set så veludførte. Man føler aldrig, at spillene virker malplacerede, fordi de er holdt i præcis samme stil som resten af spillet. Der er imponerende mange småspil, og de er så forbløffende varierede, at man kan være helt sikker på at finde mindst et spil, der vil passe til ens smag. Alle spil er meget nemme i starten, men stiger derefter gradvist i sværhedsgrad, så selv garvede computerspillere til sidst vil få sved på panden. Mal Theodor Fælgen Derudover indeholder BGP også en række aktiviteter, hvor man blandt andet kan arrangere blomster, male eller lave sine egne farvelægninger af scener fra spillet. Grafikken og lyden er upåklageligt udført, og de danske stemmer er noget af det bedste stemmearbejde, jeg længe har hørt i et dansk versioneret computerspil. Man føler i begyndelsen, at udviklerne bag spillet umiddelbart har satset for ambitiøst og skudt deres kreative spredehagl ud i alle retninger for at maksimere spillets målgruppe, men det er på forunderlig vis lykkedes at få flettet alle småspillene, aktiviteterne og animationerne sammen til en fuldendt helhedsoplevelse, der med sikkerhed vil appellere til hele familien. Ud over hurtighed og præcision med musen træner spillene også ens overblik, hukommelse og logisk tænkning, hvilket beviser, at BGP er et vellykket og forbløffende alsidigt eksempel på, hvordan god edutainment på tværs af alle aldersgrupper skal skrues sammen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























