Siger man yin og yang eller fordybende og forfængeligt, må man også sige 'Championship Manager' og 'Total Club Manager'. Førstnævnte har i godt ti år været en tro, tung og talmættet simulation af en virtuel fodboldtræners genvordigheder, men er de seneste par år blevet presset af sidstnævntes spils guld og glimmer. Årets respektive opdateringer, 'Championship Manager 03/04' og 'Total Club Manager 2004', signalerer et reelt magtskifte, men desværre ikke mange overraskelser. En kolos på lerfødder Det begyndte, da hele Danmark gik rundt og råbte om Danish Dynamite og tyskerhår, men selv om 'Championship Manager' også omhandlede legen med læderbolden, var der en verden til forskel. Årets opdatering er efterfølgeren til forårets omdiskuterede 'Championship Manager 4', der skulle have bragt serien ind i det nye årtusind, men i stedet føltes som et skridt tilbage i tiden. Her et halvt år senere ligner 'Championship Manager 03/04' stadig sig selv, for ud over strammere træning og marginale forbedringer - så som at man kan anmode sine spillere om at genoverveje pensionen - er der få lyspunkter. Trænergerningen foregår som altid blandt bunker af statistikker og tekst, og dybden er svimlende. Der skal opdages nye talenter, ledelse og fans skal tækkes, og vigtigst af alt skal man lægge den perfekte taktik og føre klubben til den bedste række, til mesterskab og sluttelig til international succes. Netop i arbejdet med den enkelte spiller og holdet skinner spillet skarpere end nogensinde før. Løbemønstre for fløje, opdækningsform og et væld af andre detaljer kan finpudses, og via 2D-præsentationen af kampene kan man fint se virkningen. Denne 2D-fremvisning og resten af retro-stilen er desværre pinligt grim, og værre endnu er, at den store informationsbyrde gør spillet langsomt og ventetiderne ubærlige. Så hvad der engang var rebelsk fodbold uden leflen og lir, føles i dag blot som en ærekær aristokrat, der kategorisk nægter at anerkende de nye tider. Spillet kan da absolut stadig nydes af de meget tålmodige, men det er efterhånden mere besværligt end begejstrende. Fræk frontløber Mere liv, kraft og nærvær er der til gengæld i 'Total Club Manager 2004'. Her satses på 3D-grafik, alle regnbuens farver og flot design, hvor det ene ikke udelukker det andet i modsætning til 'Championship Manager'. 'Total Club Manager 2004' har både svedige fodboldsokker og saftige tacklinger. Kampene præsenteres af samme velsmurte 3D-maskine som 'FIFA'-spillene, og ud over vellignende spillere og Zidane-inspirerede finter afspejles ens taktiske valg også af spillerne. Afslappet elektrisk musik gør vandringen gennem de flotte, flydende menuer til en leg, og hele brugerfladen fungerer lige så stramt som et skræddersyet Armani-jakkesæt. Modsat overfloden af egenskaber på 1-20-skalaen i 'Championship Manager 03/04', har 'Total Club Manager 2004' fastholdt sit labert enkle spillersystem, hvor erfaring styrker spillerne, individerne kan løfte hele hold, og talenttræningen er ren modellervoks for uprøvede talenter. Der mangler lidt dybde og nytænkning, og specielt de taktiske muligheder for at dirigere spillere, vælge taktik og sætte sit præg under kampene halter. 'Total Club Manager 2004' bliver dog alligevel matchvinder denne gang, for hvor man her kan bygge stadioner, forhandle med sponsorer, udvikle 12-årige brasilianske talenter og meget mere, fungerer 'Championship Manager' kun i specifikke kampsituationer. Nostalgisk trofaste fans af det spil vil uden tvivl kunne presse et par år mere ud af den rutinerede holdspiller, men ønsker man det nye, sprudlende stjerneskud, er der ingen tvivl: 'Total Club Manager' er ikke længere kun en arbejdshest, det er den nye frontløber inden for fodboldmanagerspil.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























