Reglerne er her nogenlunde simple: På et stort farverigt ludobræt skal man bevæge sin figur rundt på jagt efter mønter og stjerner. Vinderen er den, der har hamstret flest af disse efter et forudbestemt antal runder. Efter hver runde skal alle spillere dyste med eller mod hinanden i et af flere minispil, der er lige så simple, som de er underholdende. Spillet indeholder omkring 50 af disse varierende småspil, der oftest blot kræver, at man skal styre eller trykke hurtigt på knapperne, hvilket gør, at såvel barn som bedste kan være med. For kendere af de tre forrige spil i serien er der her masser af nye småspil, spillebræt og bonusting, der dog samlet set betyder, at udfaldet af spillene er blevet en smule mere tilfældigt end tidligere. Der er nu skræmmende kort fra topplacering til bundskraber, hvilket giver intense spil, idet alt kan ske, og ingen kan vide sig sikker. Hvad der derimod er sikkert er, at det er komplet tidsspilde at spille 'Mario Party 4' mutters alene. Dels er de computerstyrede karakterer så robotagtigt præcise, at konkurrenceelementet går fløjten, dels skal man partout se på, at alle figurerne møjsommeligt rykker rundt på brættet, hvilket giver et dræbende langsomt tempo. Dette understreger blot, at 'Mario Party 4' kun er velegnet til hyggeaftner i familiens skød eller sammen med et par venner eller veninder, for spillet er så lettilgængeligt, at man ikke behøver at være en haj til computerspil for at vinde. Derfor kan hele familien være med, men pas på børnene: De er som regel langt bedre end én selv.