Med grumme oneliners, store eksplosioner og et dødstal, der ville sætte selv den blodigste Seagal-film til vægs, lyder 'Devastation' som et ærketypisk skydespil, men er på mange måder et frisk pust. Som heroisk revolutionær bomber, skyder og sniger man sig igennem den lidt for kortvarige singleplayerkampagne i et gennemført postapokalyptisk univers fyldt med sønderbombede bygninger, nedbrudte biler og Big Brother-plakater. Fjenden er det autoritære system, og vennerne er den oprørske modstandsgruppe - en glimrende sort-hvid historie med fart på. 'Devastation' bryster sig netop af spillerens sammenspil med holdkammeraterne fra den revolutionære undergrundsgruppe, men med en håbløs kunstig intelligens og ingen reel kontrol over ens hjælpere bliver dette ironisk nok spillets akilleshæl. Men hvor holdspillet således fejler, er der anderledes stil over at gå bersærkergang alene med samuraisværd, 'uzi'er og resten af det drabeligt imponerende våbenarsenal i de afvekslende missioner, der dog ofte har det samme blodige slutresultat. Lige så imponerende, som den gennemførte visuelle stil er, er lydsiden med ekkoende rockmusik, hvislen fra vinden og muligheden for eksempelvis at distrahere fjenden ved at sprænge en bil i luften. De unikke omgivelser og forsøget på at skabe holdbaseret taktisk action fungerer godt specielt i multiplayer, men selv i enkeltspillerkampagnen giver 'Devastation' et fremragende indblik i en fremtidsverden med blod, brændstof og masser af metertyk B-film-stemning.