Med den seneste og sidste udvidelsespakke til 'The Sims', 'Makin´ Magic', er det muligt at få sine virtuelle personligheder - simmerne - til at lave trylleformularer, amuletter og deltage i troldmandsdueller. Umiddelbart er det ret sjovt at kunne trylle irriterende naboer om til tudser og lignende, men det er meget tidskrævende at samle ingredienserne til formularerne. Nogle af dem kan man selv dyrke i haven, men andre må man handle sig til i en ny bydel kaldet Magibyen. Ofte vil de handlende ikke uden videre sælge deres varer, men kræver noget andet i bytte. Det bliver omstændeligt, hvis man for eksempel skal bruge en gummihøne. For at bytte sig til denne, kan spillet eksempelvis kræve, at man skal købe en hyld og passe og pleje den i dagevis, til den bærer frugt. Herefter skal man investere i et kar, hvor man kan presse hyldesaften ud, og så endelig blande den med sukker i en maskine. Når man også skal bruge fe-støv og bivoks i blandingen, går der så meget tid, at det næppe kan undgås, at man på det groveste forsømmer familie, venner og arbejde, hvilket der så efterfølgende må rettes op på. Dermed bliver det hele så langsommeligt og tidskrævende, at det er svært ikke at få den tanke, at producenterne i højere grad har fokuseret på lyden af klingende mønt end på at gøre simmernes i forvejen magiske univers endnu bedre.
The Sims: Makin' Magic
Lyt til artiklen