Et ægte eventyr

Lyt til artiklen

Man smiler, når man starter. Man smiler, når man spiller, og smilet hænger mejslet fast i mundvigen, når man slukker for spillet. Action-eventyret 'Beyond Good & Evil' (BG&E) opvarter dig som en erfaren butler af familien: alt bliver på naturligste vis serveret foran én, og oplevelsen bliver ligesom butleren fuldendt af en stilsikker garderobe og et indgående kendskab til, hvad der gør din spiloplevelse god. Og forretten står på højspændt spænding og action, for allerede efter første time i selskab med BG&E har du fotograferet sjældne dyrearter, racet om kap i din luftpudebåd, kæmpet mod en invaderende styrke fra rummet kaldet DomZ, snuset rundt og shoppet i en travl midtby, og indrulleret dig selv i en hemmelig undergrundshær. Dig er i dette tilfælde den kvindelige freelancefotograf Jade, hvis primære våben er et kamera og nysgerrighed. Eventyret udspringer i fantasiverdenen Hyllis, der, modeleret efter Jorden, er befolket af et rigt udbud af krydsninger mellem dyr og mennesker. Hyllis er under angreb fra rumracen DomZ, men bliver tilsyneladende beskyttet af den diktatoriske besættelsesmagt Alpha Section. Dog er der ugler i mosen, så derfor får man som rekrut i undergrundsorganisationen IRIS til opgave at fotografere og dokumentere Alpha Sections reelle hensigter, så guvernøren af Hyllis kan bevise bedraget. Et simpelt, men virkningsfuldt plot, der præcist får berørt centrale emner som folkeligt oprør, politik, pressefrihed og integration - til alt held uden nogensinde at blive dikterende. Verdenen er din I sin opbygning knytter BG&E tætte relationer til spil som 'Zelda: The Wind Waker': man kan frit udforske verdenen, tale med folk, handle med købmænd, løse gode gåder og kæmpe mod et par fjender i ny og næ. Ens fotokamera er et centralt våben i spillet, for man skal både tage kompromitterende billeder af Alpha Section, men sideløbende med hovedhistorien også tage billeder af alle dyrearter i Hyllis. Det er et udfordrende og frisindet minispil i sig selv, der dog aldrig ryster spillets skarpe fokus på den gode historie ud af balance. Fordi det befriende er, at spillet aldrig tvinger dig videre eller skynder på dig. Det er helt frit om man vil påtage sig de hovedmissioner, der accelererer handlingen videre, eller om man vil gå på opdagelse og fotografere på egen hånd. Begge dele er lige spændende, og det skyldes, at spillet gnidningsløst kombinerer flere forskellige genrer, uden at man lægger mærke til det. Alt i BG&E - hvad enten man løser gåder eller sniger sig forbi både sværtbevæbnede og svært komiske vagter - føles naturligt. Og selv om man dør eller begår en fejl, bliver man ikke frustreret eller vred - slet og ret fordi man ved, at ens fadæser sjældent kan tørres af på designbommerter eller unfair odds, men derimod alene een selv. Sammenhold i centrum For at løse spillets gåder er slagkraftige Jade ofte nødt til at arbejde sammen med en computerstyret medeventyrer, der i første del af spillet er halv-grisen, halv-mennesket ved navn Pey´J. Det giver spillets gåder et originalt skær med en fin variation, idet man sjældent føler, at man bliver sat til at løse samme type gåde igen og igen. Parsystemet fungerer specielt godt, når man danner fælles front mod spillets hovedmonstre, hvor man dermed skal koordinere angrebene fra både en selv og medeventyreren. Lyder svært på skrift, er legende let i praksis. Enkelte gange får spillet taget en for stor mundfuld, der får grafikken til at hakke i det. Samtidig er grafikken tit for mørk og mudret, og man kan af og til mærke monotonien stikke igennem, hvis man går efter at løse missionerne, der ligger uden for spillets hovedvej. Dertil er BG&E ikke nær så velegnet til yngre spillere som 'Zelda'-spillene, og er samtidig en smule kortere, men har til gengæld en desto mere stram historie. Ægte lidenskab Mange af disse kritikpunkter glemmer man, så snart spiller kører derudad, fordi som i alle gode eventyr bliver man suget ind i den stilsikre og velrealiserede fantasiverden befolket med humoristisk varme karakterer. Særligt kan nævnes, at beboernes i Hyllis gradvist ændrer deres opførsel overfor ordensmagten Alpha Section i takt med, hvor meget smuds man graver frem om selv samme. En mindre detalje jovist, men en der giver sin verden troværdighed og viser, at BG&E er lavet med en lidenskab til sit medie og en forrygende fantasi. Så når man trykker på sidste knap, løser den sidste opgave og giver det sidste monster nådestødet, er det som at vende sidste side i et rigtig godt eventyr. Man føler sig mættet af en god fortælling og kan mærke den kreative glød brænde bag grafikkens facade - en glød, der desværre alt for sjældent skinner igennem mainstream-computerspillenes evindelige futile jagt efter imponerende grafik eller mere hektisk gameplay. BG&E føles først og fremmest ægte - sådan skal et interaktivt eventyr fortælles.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her