På den igen, Potter

Harry Potter er tilbage i første eventyr igen med Hermione og Ron i de tre nye spil, der går rent ind hos inkarnerede Potter-fans.
Harry Potter er tilbage i første eventyr igen med Hermione og Ron i de tre nye spil, der går rent ind hos inkarnerede Potter-fans.
Lyt til artiklen

Selv Harry Potters charmerende trylleverden kan forbavsende nok ikke helt redde de tre nye computerspil, der er bygget over første bind i bogserien, fra at lugte lidt af fortænkt pengemageri. Der er allerede udkommet computerspil til PlayStation og pc bygget over bogen, men ikke til de i dag mest udbredte konsoller, hvilket denne nye udgave af 'Harry Potter og De Vises Sten' råder bod på. Heri spiller man rollen som Harry Potter, der lige er begyndt på Hogwarts troldmandsskolen, og nu skal man som i den originale PlayStation- og pc-udgave løbe rundt til forskellige opgaver og lektioner på skolen med blandt andre Snape, Quirrel og Dumbledore. Gradvis får man flere trylleformularer at lege med, indsamler troldmandskort og er dermed rustet til at møde nemesis Voldemort hen mod slutningen. Opgaver for besværgelser I den gamle udgave af spillet var det en smule kedeligt og langsommeligt at lære besværgelser, men nu foregår det sådan, at man skal udføre missioner for at finde besværgelserne i spillet. Opgaverne er opfindsomme, og man møder nu havenisser og andet morsomt pak, der skal ryddes af vejen. Desværre er handlingen ret bundet - endda mere lige ud ad landevejen end i det andet Harry Potter-spil, 'Hemmelighedernes Kammer', men man har dog mulighed for at gå lidt på opdagelse på Hogwarts, hvor man kan kaste sig ud i nogle småopgaver, der dog ikke nødvendigvis skal løses, før spillets handling skrider videre. Halv oversættelse Talen i spillene er desværre ikke oversat til dansk, men man kan i PlayStation 2-versionen få danske undertekster og instruktioner, hvis man ønsker det. Vores 12-årige testere havde ingen problemer med den kun delvise oversættelse og var begejstrede for ændringerne i spillet - særligt det, at Harry nu reagerer på, om mulitismagsbønnerne, som han samler op i løbet af spillet, smager af for eksempel chokolade eller ørevoks. I spillene til GameCube og Xbox er der beklageligt nok ingen dansk tekst - kun engelsk - og derfor kan de ikke umiddelbart spilles af de yngste uden hjælp fra en voksen. Derudover adskiller de tre versioner sig ikke meget fra hinanden ud over rent grafisk, hvor Xbox-versionen kører mest glidende og har de korteste ventetider mellem banerne. Underligt nok er særligt GameCube-versionen plaget af mystiske lyseffekter, og skuffende nok udnytter spillet langtfra hverken denne eller Xboxens grafiske potentiale fuldt ud. Dårligt udsyn En sjusket side ved spillet er, at synsvinklerne i alle tre versioner er mangelfulde, for når det indimellem er umuligt at centrere synsvinklen bag Harry, er det dobbelt så svært og frustrerende, når man står over for en ondsindet trold eller et vanskeligt spring. Alt i alt er 'Harry Potter og De Vises Sten' et lidt skuffende tilbageskridt på i alt fald Xbox og GameCube siden toeren 'Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer' fra sidste år. PlayStation 2-versionen klarer sig bedre på grund af den danske oversættelse, men man skal stadig være hård Potter-fan for at kaste sig over disse tre remakes, inden det tredje større Harry Potter-spil udkommer om godt seks måneder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her