Actionspillene 'Grand Theft Auto III' fra 2001 og dennes sublime efterfølger 'Grand Theft Auto: Vice City' er endelig kravlet over fra PlayStation 2 til Xbox-konsollen, og det i en suveræn samlepakke, der får arsenalet af positive tillægsord til at synes vagt og utilstrækkeligt. Begge spil er stadig enorme spilverdener fyldt med labre biler, skydevåben, huskværdige karakterer, gode historier og vigtigst af alt: illusionistisk stor frihed, som yderst få computerspil har formået at skabe. Kendere af serien vil begræde, at der ikke er blevet plads til ekstra nye baner, biler eller blodsudgydelser under spillenes kølerhjelm, og det er således muligt at opsummere spillenes 'forbedringer' på Xbox i én sætning: kortere loadetider, ingen hakkende animationer, færre grelle grafikfejl og mulighed for at afspille sine egne musik-cd'er i spillene. Det lyder af lidt på papiret, men særligt den kortere loadetid gør en verden til forskel i praksis, fordi spiloplevelsen dermed bliver stærkere og mere sammenhængende. Desværre har ingen gidet lappe de store skudhuller, som begge spil bærer rundt på: fejlslagne missioner er særligt i 'Grand Theft Auto III' et gentagelsens helvede, måden at sigte på er i begge spil blandt de mest irriterende til dato, og gemmesystemet er stadig ganske strikt. Ej heller grafikken har fået meget nyt blod tilført, for mens biler og animationen af karaktererne skinner klarest i i 'Vice City', vil detaljeryttere finde rigeligt med kritisk kasteskyts over den stadig grelt kantede grafik i 'Grand Theft Auto III'. Det er ikke grafik anno 2004, men i denne sammenhæng betyder det mindre, når spillenes gameplay stadig i dag er så blændende vellykket. Så se ikke dobbeltpakken som to spritnye spil, men derimod som en prestigefyldt deluxe-løsning - ligesom dvd-boksen med 'Godfather'-trilogien, Strunges samlede værker eller Gasolins 'The Black Box' med alle gruppens album.