Nye agenter kan starte her

Lyt til artiklen

Actionspil bliver oftest påklistret kiksetynde historier, der kun agerer alibi for konstant at mase aftrækkeren i bund. Men der findes også de behagelige undtagelser, hvor en historie bliver svejset sammen med et computerspil, og her sværger faderen bag mange af nutidens actionspil 'Metal Gear Solid' loyalt sin troskab. Ja, faktisk blind troskab, fordi i den første halve time af det "nye" GameCube-spil 'Metal Gear Solid: Twin Snakes' kan du snildt bjærge en skål popcorn frem fra gemmerne og lægge benene godt til rette, fordi du kommer ikke til at spille, men se agentfilm. Som den rå superagent Solid Snake skal du nemlig hales gennem et lynkursus i nuklæare bombehoveder, internationale komplotter, genmodificerede supersoldater og evnen til at flirte under pres, fordi 'Twin Snakes' er nemlig fuldkommen samme spil som det seks år gamle 'Metal Gear Solid' til PlayStation - bare udsat for en heftig omgang teknologisk plastikkirurgi anno 2004. Solid Snake er - suk - revet bort fra sit otium for at - suk- infiltrere en terroristbefængt atombase på Alaska med to mål for øje: at redde et par vigtige gamle mænd samt forpurre - suk - genmodificerede superterroristers planer om både at skabe en ultimativ soldat og søsætte et atomangreb på Washington. Ingen trævle af tvivl om, at 'Twin Snakes' er lagereddike hældt nye flasker, men til gengæld tager den sin historie gravalvorligt, så den trods sin indledningsvis skrigende stereotypi udvikler sig positivt overraskende, jo længere ind i spillet, man kommer. Skyd og gem 'Twin Snakes' er som sit oplæg stadig en af de mest nervepirrende og actionmættede versioner af virtuel gemmeleg, for direkte konfrontation med fjenderne er uklogt. Ved hjælp af et højteknologisk interaktivt oversigtskort, der viser fjendernes placering og synsvinkel, skal man liste sig frem og gemme sig i skabe, bag hjørner eller sågar i papkasser. For man kommer ikke langt ved at trække blodspor efter sig, fordi fjenderne er formidabelt intelligente og hidkalder forstærkninger, så snart de bemærker bare det mindste mistænkelige. Derfor er spillets gameplay trods de seks år på bagen stadig uforligneligt vellykket, fordi man vitterligt føler sig som superagenten, der mod alle odds og med hjertet bankende i halsen i allersidste sekund får gemt sig i et skab, før en fjendtlig gruppe soldater patruljerer forbi. Udover den forbedrede grafik og særligt lyd er det småt med nyhederne siden PlayStation-originalen, for eneste markante nye feature er førstepersons-synsvinklen, der letter spillets sværhedsgrad, da man kan sigte mere præcist - hvilket er særligt brugbart i spillets kampe mod terroristernes ledere. Dog er styringen på GameCube knapt så præcis som på PlayStation, og særligt hvis man har spillet 'Metal Gear Solid' før, skriger ens pegefingre efter de to ekstraknapper fra PlayStations controller. Ikke for enhver agent Tag ikke fejl: trods styring og mangel på nyheder, er dette stadig et actionspil i topklasse. Men lieså effektivt underholdende actionen kan være, ligeså overvældende tætpakket og utåleligt fremtrædende kan historien virke. I al fald affordrer den en knæhøj tålmodighedstærskel, da man skal pløje sig igennem dynger af ikke altid lige velskrevet dialog - så husk ferme engelskkundskaber og at lægge ungerne i seng - også fordi spillet bestemt ikke sparer på blodet, hvis du vælger at skyde dig ud af problemerne. Som plaster på skudsåret er historien spædet op med en adskillige fantastisk flotte mellemsekvenser, der trods de rent filmteknisk er i verdensklasse også afslører, at spillets instruktør vist har brugt usundt mange timer i selskab med 'The Matrix'-filmene. Holder endnu Meget af spillets genialitet i de små brillante detaljer, så som at man bliver forkølet, hvis man er for længe ude i Alaskas snevejr - og et malplaceret nys kan ødelægge selv den mest skudsikre snigetaktik - eller det gode kick, når man laver en vellykket afledningsmanøvre, hvormed man let og agentelegant kan snige sig uden om de fjendtlige soldater. Har man allerede spillet 'Metal Gear Solid' på PlayStation er 'Twin Snakes' blot en nylakeret veteranbil med nye alufælge og hækspoiler til pynt. Men er man derimod gået glip af spillet i sin tid, er dette en unik chance for at prøve kræfter med et af de mest vellykkede episke actionspil til dato. Nogle milepæle i spilhistorien mister heldigvis ikke deres glans af at blive børstet af for støv. Tværtimod.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her