Mario er enhver familiefars værste mareridt, fordi han kan alt. Ræse i biler, spille tennis, hoppe over tønder, slå til gorillaer og blive fem meter høj. Og selvsagt også spille golf. 'Mario Golf' er noget så sjældent som et golfspil delvist forklædt som et rollespil, hvilket er lidt, som hvis man blander koldskål og cola. Som novice på en golfskole skal man kæmpe sig op i graderne og langsomt blive bedre ved at spille en masse golfmatcher, så man til sidst tør konfrontere golfmester Mario. Ideen er sødt tænkt og giver spillet en klar identitet og dybde, men det føles påtvunget og trættende at slæbe sig igennem dialoger med andre ligegyldige golfspillere om deres manier, før man får lov til at blive sluppet løs på en golfbane. Heldigvis kan 'Mario Golf' spilles uden om denne historiedel, og især multiplayerdelen er superb, men bedst er dog grafikken, der - GameBoy Advances skærm taget i betragtning - er imponerende flot og tegneseriefrisk. Ligeså er måden at styre golfkøllerne på, for 'Mario Golf' kører efter et mere urealistisk svingsystem end 'Tiger Woods'-spillet. Urealistisk, fordi man her skal trykke hurtigt på knapperne frem for at hive tilbage i joysticket for at få køllen i sving: Et tryk starter svinget, endnu et tryk justerer, hvor præcist man rammer. Det er let, det er sjovt, men systemet gør samtidig, at for eksempel putning er latterligt nemt. Og netop derfor er 'Mario Golf' et sødt snarere end superbt golfspil, der med farverig personlighed og et lettilgængeligt gameplay indbyder til runde efter runde efter runde ... (Vigild) thomas.vigild@pol.dk