Mørket er de dødes verden. Natten tilhører vampyrerne, og mennesker er blot kvæg, fanget i et intrigant spil om magt og blod, som de slet ikke begriber omfanget af. Velkommen til mørkets Los Angeles, hjemstavn for vampyrrollespillet 'Vampire the Masquerade: Bloodlines' og spækket med blodsugende kvinder og velfriserede vampyrer i evig kamp om magten over byen. Midt i virakken ankommer du som nyskabt vampyr, og knap har du spyttet mulden ud af munden, før du trækkes ned i mørket og gennem en snørklet historie med varulve, mumier og dæmoner som hverdagskost i et uliv, der er alt andet end normalt. Resultatet er et flot og veldesignet rollespil, der desværre lider under programmeringsfejl og en for sløset actiondel. Men dets gode fokus på valgfrihed og en veltømret historie kan ingen småfejl forstyrre. Rent rollespil Lige fra begyndelsen af spillet er det tydeligt, at spiludviklerne bag er veltrænede i at skabe rollespil, mens de er knap så rutinerede i at skabe actionspil, og således bliver det nok største kariesangreb på vampyrens sylespidse tænder, at spillet på overfladen ligner et actionspil, men at dets kampsystem desværre slet ikke kan håndtere den hurtige action. Styringen er klodset og ofte forvirrende, og det er i al fald ikke kampdelen, der holder interessen gående. Det vil - med rette - fremmedgøre en del potentielle spillere, og det er bestemt heller ikke noget, der lever op til resten af spillets standard. Som nyskabt vampyr er du i 'Bloodlines' proppet med en lang række specielle egenskaber, som afgør alt fra din evne til at snige dig lydløst frem til din træfsikkerhed med diverse våben. Dertil kommer de unikke evner, som følger med det at være et overnaturligt væsen såsom evnen til at dominere andres sind og til at blive usynlig. Valget er dit Ved spillets start skal man vælge mellem syv forskellige klaner af vampyrer, hvor hver klan er unik i den forstand, at den har adgang til bestemte kræfter og dermed også en speciel spillestil. Og det er her, at 'Bloodlines' virkelig skinner igennem som et sublimt rollespil. Valgfriheden er nemlig placeret i højsædet i 'Bloodlines', og som i alle gode rollespil har man mulighed for at betvinge spillets historie på flere måder. Afhængig af klanvalg og valg af evner ender man også automatisk med at vælge sin fremgangsmåde: Er man til den hårdhændede, hjerteløse tilgang til livet, kan man med fordel skabe sig et kampmonster fra klanen Brujah, der bruger skræmmemetoder og slås sig vej gennem problemerne. Synes man mere om at spille den forførende, manipulerende vampyr, kan man vælge en Toreador og smigre sig gennem historien, og ønsker man sig et liv i skyggerne, kan man vælge klanen Nosferatu og blive mester i usynlighed eller evnen til at gøre andre sindssyge. At man ikke kan blive god til det hele, er spillets genistreg, der tvinger spilleren til løbende at vælge strategi undervejs. Blodfyldt hit Sluttelig skal nævnes historien, som udgør en velsmagende gulerod for spilleren, og en solidt skrevet dialog, hvilket resulterer i en lang række underholdende oneliners. Som rollespil er 'Bloodlines' således ekstremt vellykket - både hvad angår figurudvikling, pointfordeling og progression. En række tekniske fejl, hvoraf den mest graverede er, at spillet af og til sender computeren i koma, holder dog oplevelsen en anelse nede, og historiefortællingen lider blandt andet under dårligt udførte mellemsekvenser. Men i sidste ende er det ikke nok til at spolere den oplevelse af frihed og underholdning, som 'Bloodlines' så rigeligt rummer. Genspilningsværdien er i top med de mange mulige tilgange og de fem forskellige slutninger, og spillet kan varmt anbefales til alle, der ønsker lange, bloddryppende nætter. lordagsliv@pol.dk