Den simulerede simulation

Der er et lille snert af stemningen fra filmene i de koreograferede kampe   men det er en illusion, der dækker over et mangelfuldt og ubalanceret kampsystem.
Der er et lille snert af stemningen fra filmene i de koreograferede kampe men det er en illusion, der dækker over et mangelfuldt og ubalanceret kampsystem.
Lyt til artiklen

Skal det være den blå pille eller den røde? Åh ja, Wachowski-brødrene har sandelig ændret vores forhold til piller, siden de tilbage i 1999 betog hele verden med filmen 'The Matrix', og fik bølger af teenagere til at gå rundt og indforståede ytre nonsens som 'There is no spoon' til hinanden. Siden da er det i sand Star Wars-regi blevet til en filmtrilogi, dvd-filmen 'Animatrix' samt det pauvre computerspil 'Enter the Matrix'. Og nu kan mytologien om Neo og hans kamp mod maskinerne så leve videre i onlinerollespillet 'The Matrix Online'. Skab din egen frelser Spillets handling finder sted umiddelbart efter filmtrilogiens sidste film, 'Matrix Revolutions', hvor der er erklæret en midlertidig våbenhvile mellem maskinerne og menneskene. Helt i tråd med filmuniverset skaber man sin figur, efter at en lille pille er slugt, og de professioner og færdigheder, man vælger, bliver uploadet i den ledige hukommelse i ens hjerne. Udvalget af beskæftigelser i 'Matrix Online' er stort og til at begynde med forvirrende. Til alt held introducerer spillet et nyt fleksibelt system, hvor man til hver en tid frit kan vælge at slette sin hukommelse og uploade nye færdigheder - og dermed løbende omkonfigurere sine valg. Denne frihed til at skifte figurklasse bliver der hurtigt brug for, når man stifter bekendtskab med kampsystemet i 'Matrix Online'. Det består af to dele: en til afstandsangreb, der forløber problemfrit på samme måde som i andre online-rollespil, og så en til nærkamp. Det er den sidste, der er problembarnet. I forsøget på at fange filmens heftige brug af kung fu er hver kamp delt op i runder, hvor de to modstandere hver vælger angrebsmetode, en tilfældighedsfaktor bliver regnet ind, og til sidst i runden ser man slagserier udspille sig på skærmen. Flot ser det ud - men systemet er en slags 'papir-saks-sten'-model, der slet ikke fungerer sammen med de langt hurtigere afstandsangreb. Mange bugs Bedre bliver det ikke, når den håbefulde spiller i de første missioner støder på de mange bugs og fejl i spillet. I den lette ende finder man grimme grafikfejl, kamp mod modstandere, der ikke er der, og et kamera, der ofte ser ud til at have sin egen vilje. Værre er det, når man ikke kan gennemføre en mission og bliver nødt til at starte forfra eller bliver spærret inde i vægge. Med de mange måneders testninger, der går forud for lanceringen, er det en type problemer, som online-rollespil i dag ikke kan tillade sig at lide under. Problemer, der ville være utilgivelige i et normalt computerspil. Og problemer, der skræmmer de mange håbefulde Matrix-fans væk, for det burde ikke være nødvendigt at kæmpe en sej kamp for at nyde helheden. Så skal man - som i filmen - vælge den blå eller den røde pille? Vælger du den røde og dermed at begive dig ud i 'The Matrix', skal du holde godt fast i din tålmodighed, for så bevæger du dig ud i en halvbagt online-fortolkning af det filmunivers, der fortalte os, at virkeligheden var en computersimulation. Vi andre, der i dette tilfælde nøjes med at sluge den blå pille og dermed vælger at lade 'Matrix Online' blive pænt på hylden, kan så leve lykkeligt videre med de andre online-rollespil, der allerede findes på markedet og ikke bærer præg af de børnesygdomme, 'Matrix Online' lider af. lordagsliv@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her