Da jeg første gang begav mig ud i 'Guild Wars', var jeg spændt på, om det var 'mit' nye spil. Spillet, som jeg kunne bruge timer på, fordybe mig i og blive ved med at komme tilbage til. Et af den slags spil, der ville få mig til at glemme aftaler, fingere en sygdom og gå tidligt hjem fra byen for lige at tjekke op på min karakter og dens progression. Løfterne lød gyldne fra spillets side, og tjeklisten så bestemt fin ud: Online-rollespil: tjek. Gratis at spille online, efter at man har købt spillet: tjek. Fantastisk grafik: tjek. Fantasiverden: tjek. Karakteropbygning: tjek. Et dynamisk spiller mod spiller-aspekt: tjek. Men hvad med et miljø, hvor man skaber venner og fjender, føler sig som en del af noget større eller bare føler, at man spiller sammen med andre på en meningsfyldt måde: hmm ... Ak, så alene Måske er det, fordi jeg efterhånden er en gammel besk komodovaran, der er blevet kræsen med sine spil. Bevares, at slagte sagesløse monstre og modstandere for derefter at plyndre deres livløse kroppe for egen vinding er og vil altid være sjovt. Det har 'Guild Wars' mere end rigeligt af. Det, der mangler for mig, er mere interaktion spillere imellem. Forklaringen skal nok findes i det system, som 'Guild Wars' benytter sig af til afvikling af eventyret, kaldet instanser. En instans er basalt set din egen lille del af spillet, hvor kun du og op til tre andre frit kan rage rundt og jagte monstre komplet uforstyrret af andre spillere. Tidligere spil i samme genre, eksempelvis 'World of Warcraft', har også brugt instanser, men de har samtidig primært haft store landområder, hvor man hele tiden kunne løbe ind i andre spillere og interagere med dem. 'Guild Wars' gør det omvendte, og kun i byen kan man løbe tilfældigt på andre spillere. Byerne fungerer så som startsteder for eventyr og handel. Dette system kommer bedst til sin ret i form af historien i spillet, som på grund af den uforstyrrethed, man har i sit eventyr, er forudbestemt og bundet sammen med fine mellemsekvenser. Man slipper dermed også for at konkurrere med andre spillere om områder og specifikke monstre. Det skidte er, at man i princippet spiller et enkeltspillersspil, og at man tit føler sig mutters alene blandt tusinde af spillere. Nogle vil måske nyde det, men jeg var ikke solgt. Ikke i et online-rollespil. Smuk forfølgelse Grafikken er derimod gudesmuk, og såvel landskaber som monstre glider flydende over skærmen selv på forholdsvis beskedne computere og ditto internet-forbindelser. Musikken og lyden hænger også godt fast og underbygger fornemt, hvad der sker på skærmen. For der sker virkelig en del. Hele tiden. Faktisk ligger gameplayet ret tæt op ad klassikere som 'Diablo' og endda veteranen 'Gauntlet' med sin høje frekvens af kamp og generel ravage. Monstrene kan se én på lang afstand og er ikke for fine til at løbe lidt for at få dig ned med nakken. Flere gange har jeg følt mig direkte forfulgt på grund af en hysterisk aggressiv holdning fra fjenderne. Kamp er også en hektisk ting. Det går virkelig stærkt, og dine to hovedegenskaber - liv og magisk kraft - stiger og falder, i takt med at du bliver ristet af magiske ildkugler og bruger dine egne unikke evner. Uden for kampene genvinder man dog hurtigt tabte livs- og magipoint, hvilket skærer drastisk ned på den ventetid, onlinerollespil ofte har, mens man venter på at hele sine sår. Holdsport 'Guild Wars' er delt op i to meget forskellige modus. Det ene handler om at opleve en historie og få en karakter til at stige i erfaringsniveau, mens det andet er en hektisk holdkamp mod andre spillere. Her gælder det om at nedkæmpe modstanderholdet hurtigst muligt. Det er en sjov tilgang, som man hurtigt kan gå i gang med. 'Guild Wars' er et glimrende spil, som på mange områder - for mange til at nævne her - ændrer på tidligere antagelser om onlineaction rollespil. lordagsliv@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























