Egentlig gik jeg rundt derhjemme og havde fri. Sådan tulle-lulle-agtig, hvor man leder efter overspringshandlinger, fordi støvsugeren står og prøver at fortælle én, at man er forpligtet til at fjerne de værste nullermænd. Men så ringede telefonen. »Hej, det er Thomas inde fra Politiken. Kunne du ikke tænke dig at anmelde det nye FIFA World Cup?«, spurgte avisens spilredaktør. Var der nogen, der sagde legal overspringshandling? Teste computerspil for arbejdspladsen var nøjagtig den redningskrans, jeg søgte, for at påtage sig så enormt et ansvar ville jo kræve indtil flere dages forberedende planlægning. Det kræver selvfølgelig en forklaring. Sagen er den, at jeg igennem mange år har haft et særdeles anspændt forhold til min gode ven Jeppe, når det kommer til FIFA-spillene. Det er ikke forkert at sige, at vi har udkæmpet sagnomspundne dyster i tidligere udgaver af dette for os legendariske spil. Mangen en frankfurter er tabt i væddemål over dramaer, som efterfølgende har påkaldt sig decideret fysisk udmattelse, når pulsen har ramt loftet. Og vi må jo også indrømme, at svinske tacklinger og håbløs opdækning flere gange har ført til, at Jeppes forstyrrede overbo har ringet på for at få os til at dæmpe os. Så Jeppe skulle selvfølgelig tilsiges, og det samme skulle 'Hockey' og Janus, så vi i fællesskab kunne teste dette nye produkt i den endeløse serie. Det siger vel sig selv, at der var tale om en ganske speciel begivenhed. Derfor drog jeg af sted til slagteren på Kultorvet i København, for at indkøbe nogle af hans helt unikke pølser. Der blev hentet grillkul, en kasse øl, kylling og noget oksekød - og for at det ikke skulle være direkte pinligt, blev der også blandet noget salat. Styrkeforhold i spil »Jeg er kongen. Jeg må hellere vælge et hold, der er noget dårligere end dit«, sagde Janus, da han som første mand skulle vælge mandskab til en åbningskamp mod Jeppe og endte med et eller andet obskurt afrikansk hold, som ikke engang skal med til den forestående VM-slutrunde. »Ha, gør hvad du vil. Jeg er Brasilien«, lød svaret fra Jeppe. For ganske som det er tilfældet med andre udgaver af FIFA, så er der også i det nye spil forskel i styrkeforholdet på holdene. Det kom da også til udtryk kort efter, da Jeppe gennempryglede Janus - primært i form af cirka en million chancer, som først til allersidst udmøntede sig i en scoring. »Det er svært nok at få bolden i kassen«, konstaterede Jeppe, mens Janus mumlede noget om, at hans bror havde sagt, at hvis bare man gjorde sådan og sådan, så kunne man aldrig tabe i FIFA, men at det tydeligvis ikke virkede. Næste opgør stod mellem Hockey og denne artikels skribent. Hockey var inden testaftenen rundt regnet FIFA-debutant - ja, en elektronisk boldmongol. Derfor blev det en ' walk-over' med det ene gennemløb efter det andet, hvor jeg ganske som Jeppe måtte konstatere, at målmændene er temmelig gode i '2006 FIFA World Cup'. Men så var det, at den store FIFA-rutine pludselig spillede ind. Målene rasler ind For efter at have set den ene mirakelredning efter den anden huskede jeg pludselig et af de tidligere spil, hvor man med stort held kunne score ved at lave en flad inderside-aflevering, når man var alene igennem. Det ændrede aftenen. Pludselig raslede målene ind, hvilket dog ikke var til alles tilfredshed. »Det kan ikke passe, at det er den eneste måde at score på«, knurrede Jeppe, og begyndte et togt for at finde alternative scoringsmuligheder. Det betød naturligvis, at han - til min store, store tilfredshed - blev ved med at tabe kampene. Men det førte også til, at denne Jeppe ind i mellem lavede nogle klassemål i form af hovedstød og bragende langskud, som end ikke end Peter Schmeichel i topform kunne have gjort noget ved. Seks timer senere gjorde vi status. En rådslagning konkluderede, at det nye '2006 FIFA World Cup' bestemt har potentialet til yderligere dramaer, men at man har et forspring, hvis man har prøvet spillene tidligere. Omvendt er der ikke skelsættende nyt, men hvad gør det, når der bliver råbt i stuen og pulsen stiger - og Jeppe altid taber. christian.huttemeier@pol.dk