DM i debat løber af stablen for 12. gang. Her kan du læse mere om konkurrencen.

Hvem vinder DM i debat 2022?

Elektriker-lærling Mathias Vinholt (tv.) og vinderen fra 2019, Frederik Vad Nielsen (th.), ved DM i debat under Folkemødet på Bornholm i 2019.  Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Elektriker-lærling Mathias Vinholt (tv.) og vinderen fra 2019, Frederik Vad Nielsen (th.), ved DM i debat under Folkemødet på Bornholm i 2019. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvad er DM i debat?

Ved DM i debat dyster 32 unge debattører hvert år på ord og argumenter om at blive Danmarks bedste debattør. Konkurrencen afholdes i samarbejde mellem DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd og Politiken. Deltagerne er en blanding af politisk aktive repræsentanter fra DUFs medlemsorganisationer og uafhængige debattører.

Startskuddet til DM i debat lyder 19. maj, hvor første indledende runde finder sted i Politikens Hus. Næste indledende runde afholdes 31. maj, og semifinalen og finalen afholdes henholdsvis den 17. og 18. juni.

Igen i år har publikum indflydelse på, hvem der får en plads i indledende runde, da Politiken har åbnet for nomineringer af potentielle deltagere på Politikens Facebookside under dette opslag. Nomineringsfrist 6. april.

I midten af april udvælger Politiken på baggrund af nomineringerne de 16 debattører, som Politiken sender med til de indledende runder 19. og 31. maj. DUF udvælger også 16 debattører.

Hvordan foregår DM i debat?

I de indledende runder vil deltagerne prøve kræfter med forskellige debatformer. I introrunden holder de hver en velforberedt tale på et minut, som har substans og er retorisk gennemarbejdet. I de følgende runder bliver deltagerne bedømt på deres evne til at duellere én mod én, og forsvare deres politiske kæpheste.

Fire debattører fra hver af de indledende runder - i alt otte deltagere - går videre til semifinalen d. 17. juni til Folkemødet i Allinge, hvor de sidste fire kandidater, der har klaret sig bedst, også vil stå over for hinanden til finalen.

Hvorfor DM i debat?

Med konkurrencen ønsker Politiken og DUF at give debatlystne unge en platform, hvorfra de kan træne, dyrke og udbrede deres politiske holdninger. Vi vil klæde de unge på til at blande sig i den offentlige debat, til at have mod til at bruge deres stemme til at sætte dagsordner og bidrage til at rykke holdninger - og samfundet - i den retning, de mener, er den rigtige. Visionen med DM i debat er altså at bidrage til at skabe en levende, offentlig debat ved at kvalificere den med skarpe og kompetente unge stemmer.

Tidligere vindere

2011: Peter Hummelgaard (DSU)
2012: Gry Möger Poulsen (SFU)
2013: Morten Dahlin (VU)
2014: Morten Ryom (EEO)
2015: Lawand Hiwa Namo (Politikens Debattør- og kritikerskole)
2016: Alex Vanopslagh (LAU)
2017: Andreas Weidinger (KU)
2018: Nanna Bonde (SFU)
2019: Frederik Vad Nielsen (DSU)
2020: Sofie Lippert Troelsen (SFU)
2021: Frederik Enevoldsen (FH)

dmidebat@pol.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her