I denne samtale vil de to verdenskendte kunstnere Olafur Eliasson og Joshua Oppenheimer diskutere forskellige eksempler på kunstneres ansvar og muligheder for påvirkninger i verden.
I tillæg til store installationer og udstillinger, film og byrumsprojekter, har den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson også blandet sig i offentligheden via indspark i kultur- og klimadebatten. Blandt andet har han engageret sig i UN Live og FNs mål for bæredygtig udvikling, han har samarbejdet med Minik Rosing om projektet Ice Watch, hvor de transporterede isblokke fra Grønland til Rådhuspladsen i København (2014) og Place du Panthéon i Paris (2015), for at sætte fokus på klimaforandringer. Der løber kort sagt en opmærksomhed for verden igennem hele hans arbejde, der udfordrer grænserne mellem “kunstner" og det man på engelsk kalder for “influencer”. Eliasson bliver ofte nævnt som en af de mest indflydelsesrige kunstnere på jorden.


























