De ville skabe det perfekte liv i skoven. Men prisen blev for stor

Nede ved søen fandt vi badehuset, saunaen og en af de kvindelige ansatte, Anne Mette. Sammen sprang vi i det kolde søvand og flygtede bagefter ind i den varme sauna, som varmes op af en brændeovn, som Anne Mette tændte op i. Der begyndte at komme liv i udekøkkenet, hvor en ansat ved navn Rick var i gang med dagens første tjans: at tænde bålet, der varmer vandet til udebadet, og bålet i køkkenet, som bl.a. varmer vandet til kaffen.

Alt på Stedsans in the Woods er bæredygtigt og regenerativt. Selv de produkter, jeg vaskede mig i, inden jeg hoppede i vandet, er okay at skylle af i søen, da de er bionedbrydelige.

»Vi har ingen kloak, da vi ikke har noget spildevand, og vi efterlader intet i naturen, der ikke kan nedbrydes«, siger Flemming Schiøtt Hansen.

Den måde at leve på var for parret nogenlunde velkendt, inden de flyttede til Sverige. Da de boede i København og drev Stedsans ØsterGRO, var de også i en vis udstrækning selvforsynende. De boede i et lille hus på Amager, hvis have var fyldt med grøntsager. Men det var ikke nok.

»Efter COP15 indså vi, at vores ledere ikke kom til at ændre noget. Hvis vi ville leve mere bæredygtigt, måtte vi selv handle. Og det var ud fra den tanke, stedet blev født. En form for radikal hverdagsaktivisme«, siger Flemming Schiøtt Hansen.

»Vores gæster får en fine dining-middag, men de kan også se besøget på Stedsans in the Woods som en initiering til et andet liv«, siger Mette Helbæk.

Tanken med hytterne, med udsigten til skoven, med maden, med det hele var at få folk til at mærke den bæredygtige livsstil på egen krop og få dem til at tænke, at det vil de have mere af, forklarer hun.

Flemming Schiøtt Hansen nikker:

»Vi har haft flere gæster, der har sagt, at vi har ændret deres liv. For et par uger siden faldt jeg i snak med et ægtepar, der fortalte mig, at de havde været her første gang for fire år siden, og at besøget helt havde ændret deres verden. Manden havde dengang haft en helt almindelig karriere, men nu bruger han det meste af sin tid på at dyrke grøntsager i haven. Det har været hele pointen: at plante frø og få folk til at drømme igen«.

Gulerødder med livsenergi

Alt, der serveres på Stedsans in the Woods, er enten dyrket i køkkenhaven, der ligger oppe ved familiens hus, eller produceret i lokalområdet.

»Da vi startede grønthandlen Din Baghave på Tullinsgade i København i 2010, fokuserede vi kun på at sælge råvarer, der smagte godt, og var ikke optaget af, hvor det kom fra. Det var før, vi blev fanatiske«, griner Flemming Schiøtt Hansen og fortsætter:

»Men alt det, vi tog ind, endte med at være økologisk eller biodynamisk, fordi det smager bedst. Og når det er ordentligt produceret, behøver man ikke gøre så meget ved råvarerne, før retten smager godt. Det oplever gæsterne også her, hvor alt er lavet a la minute«.

»Når du først smager en gulerod fra marken, er det svært at gå tilbage til dem fra supermarkedet. De fleste supermarkedsgulerødder har ingen livsenergi, ingen vitalitet, og det kan man smage«, siger Mette Helbæk.

Køkkenhaven og hele stedet drives generelt efter den regenerative og permakulturelle tankegang.

»Vi tror på en fremtid her på jorden, selv om vi har ødelagt så meget. Men fremtiden kræver, at vi giver igen til jorden. Vi har de her kasketter, som der står ’Top soil is the shit’ på, og det refererer selvfølgelig til vores komposttoiletter, men også til måden, vi dyrker vores køkkenhaver på«, siger Mette Helbæk.

I det regenerative landbrug dyrker man jorden på en måde, hvor man sørger for at give næring tilbage og ikke udsulte den.

De dækker f.eks. jorden med flis og kompost for at bevare fugten i jorden og for at opbygge top soil, og de fokuserer meget på flerårige planter som f.eks. asparges og jordskokker, som danner dybere og dybere rødder.

Man pløjer heller ikke jorden, da det – ligesom når man trawler havbunden – fjerner alt liv og ikke efterlader noget, jorden kan arbejde med. Dyrker man regenerativt, er det bl.a. vigtigt at efterlade et mikroliv, der kan være med til at opbygge næring, forklarer de.

»En del af den regenerative tankegang handler også om, at man indgår i et kredsløb med naturen og med sine omgivelser. Der er ting, vi serverer for vores gæster, som vi ikke selv dyrker, men de råvarer får vi i stedet fra lokale producenter. På den måde støtter vi hinanden. Det er ’bioregional udvikling’, som er meget oppe i tiden«, siger Mette Helbæk.

Opslidende kamp

Det var i årene efter COP15, drømmen om Stedsans in the Woods opstod. I 2016 flyttede parret og deres to døtre til skoven for at bygge deres paradis og drømmehjem. Der gik dog ikke lang tid, før slangerne begyndte at vise sig i skovbunden.

Inden parret købte grunden, kontaktede de den svenske kommune og fortalte om projektet.

»Kommunen kunne godt se, at det her havde potentiale til at bringe hård dansk valuta til en skov i Sverige. Vi sendte vores forslag, og en uge efter fik vi ja fra alle afdelinger«, siger Flemming Schiøtt Hansen.

De købte grunden, men da de skulle til at bygge, var der kommet nye folk på posterne. Og her begyndte udfordringerne. Tilladelser, de havde fået lovning på, at det ville tage mellem 6-12 uger at få, lod vente på sig i flere år. De blev nødt til at bygge midlertidigt, hvilket åd af pengene og sendte alkoholbevillingen i fare. Det var en snebold, der voksede sig større, og stedets fremtid var usikker ad flere omgange.

»Vi har oplevet utrolig meget modstand fra kommunen og bureaukratiet. Systemet er så bange for at sige ja, især når det kommer til projekter som vores. Vi endte også i en retssag med kommunen, som vi vandt i sidste ende, men den kostede os søvnløse nætter og en kvart million«, fortæller Mette Helbæk ved bålfadet.

Foto: Nicolai West

»I dag har vi et rigtig godt samarbejde med kommunen. Men problemet er, at samfundet belønner narcissister. Dem, der sutter opad og sparker nedad. Alle de milliarder, der går til bæredygtighed i dag, går ikke til de små biodynamiske og regenerative bønder. Vi kender mange af dem, og de knokler. Alt imens forlænger politikerne dispensationen til at hælde gift i vores drikkevand og trawler vores havbund. De ødelægger vores jord, mens de siger, at de gør noget godt. Det er narcissisme«, siger Flemming Schiøtt Hansen.

Men tæt på har de også oplevet opslidende kampe. Mens de kæmpede mod systemet, voksede interessen for Stedsans in the Woods, og en perfekt storm begyndte at opbygge sig. Deres ægteskab var i krise, og de følte, at folk udefra ville dem det ondt.

»Pludselig skulle vi forholde os til mennesker, som ville have vores fame, vores koncept, vores ideer. Mennesker, der sagde: »Du har ændret mit liv og er min største inspiration«, og som bagefter forsøgte at sabotere os, så splid og ødelæggelse, så de kunne overtage vores projekt. Bæredygtighed tiltrækker også rigtig mange, der gerne vil se godt ud. Så mange egoer. Det er ligesom i de spirituelle miljøer, ja, alle steder, hvor man kan se skidegodt ud, og folk omkring en har paraderne nede«, siger han med alvorlig mine.

Mette Helbæk uddyber:

»Det var mennesker meget tæt på os, som inviterede sig ind i projektet, og pludselig var der et spil i gang, vi ikke vidste, vi var med i. Jeg troede i bund og grund, at mennesker vil hinanden det bedste. Men pludselig føltes det, som om hele vores livsgrundlag blev forsøgt stjålet af folk, vi ellers havde stolet på. Jeg blev nødt til at flytte herfra – det var der, jeg som højgravid flyttede på campingplads og efterfølgende i et hus 20 kilometer herfra. I mange år var jeg ekstremt bange for mennesker og tænkte: Har jeg overhovedet lyst til at være i denne verden, når den er sådan her?«.

Parret ønsker ikke at gå mere i detaljer om, præcis hvad der er sket i skoven. Kun at det har haft konsekvenser for deres beslutning om nu at rykke videre.

Drømmevævning

I den hårde tid udviklede Mette Helbæk og Flemming Schiøtt Hansen noget, de i dag kalder drømmevævning, der går ud på, at de på udvalgte aftener sætter sig sammen foran bålet, bare de to, taler sammen fra hjertet og får deres drømme til at flette sig sammen. Det var sådan en aften, beslutningen om at sige farvel til skoven blev taget.

I begyndelsen var planen, at de ville sige helt farvel og sælge stedet Stedsans in the Woods. Nu er planen revideret en smule. De flytter, men Stedsans in the Woods lever videre i deres ånd. De siger farvel til ’fine dining’ – »som vi for længst er vokset ud af«, siger de. Stedsans kommer til at have de samme omgivelser og bygge på de samme værdier, men i en mere afslappet model. De har samlet et hold, som skal styre det daglige på stedet, mens Mette Helbæk og Flemming Schiøtt Hansen er mere på afstand af det – men stadig dybt engageret, understreger de.

Foto: Nicolai West

»Vi har indset, at vi har brug for at være flere om at løfte vores smukke drøm for verden. Vi er trætte af at stå forrest alene hele tiden. Vi vil deles om opgaverne med mennesker, som også vil både skabe en bedre verden og leve et dejligt liv og er klar til at gøre det, der skal til«, siger Mette Helbæk.

Præcis hvor familien flytter hen, er stadig uvist. Et sted, hvor deres børn kan få en mere fri skolegang, hvor der er vild natur, og hvor de måske kan gå med bare fødder hele året. Men de vil fortsat tilbringe et par måneder om året sammen i den svenske skov, så børnene kan se deres venner og være sammen med bedsteforældrene, fortæller de.

»Det har været en voldsom tid, og vi skal stadig heales som familie. Man kan sige, at i årevis har vi skabt vores drømmeliv for vores gæster. Nu skal vi skabe det for os selv og vores børn«, siger Flemming Schiøtt Hansen.

I en tidligere version fremgik det, da Stedsans lå på ØsterGro blev de forsynet med grøntsager fra ØsterGro. Det er ikke korrekt. Restauranten brugte lokale råvarer udefra.