Syv store importører har foreslået et-to eksempler på vine på druen cabernet sauvignon. I fællesskab blev fundet et repræsentativt udvalg verden rundt.
Vinene er bevidst udvalgt som gode eksempler på druen, og derfor er alle vinene gode, om end forskellige. Priserne ligger i den lidt højere sfære, hvilket er nødvendigt for at få rigtig typiske repræsentanter.
Vinene er præsenteret med de slanke/elegante først, mens de sidste er mere intense/massive. Alle vinene er smagt over to-tre dage, og der skete bestemt meget, når de fik en ordentlig gang ilt.
Der var tale om unge caberneter, og de blev, som hovedregel, faktisk bedre fra dag til dag. Ingen var udrikkelige på grund af umodenhed.
1 Ermacora 2006, Colli Orientali Friuli, Italien (Adriat Vinimport, 119 kr.) Fra det nordlige, halvkølige Italien. Trods sin unge alder er den allerede tæt på at være drikkeklar. Det er en slank, kølig, lidt nedtonet, men langtfra anæmisk, rødvin. Den kommer fra den nordlige del af Italien, og netop køligheden går igen i vinen, der har en næsten græsset tone, uden at blive grøn og umoden i frugten. Og prisen er gunstig.
2 Les Fiefs de Lagrange 2005 (2.-vin til Ch. Lagrange), St. Julien, Bordeaux, Frankrig (Sigurd Müller Vinhandel, 210 kr.) Den eneste repræsentant fra verdens vigtigste vinområde for rødvin i almindelighed og for cabernetbaserede vine i særdeleshed. Det er en kultiveret, stadig lidt lukket og rank vin med et tanninindhold, som beder om yderligere fire-seks år på flaske. Med meget iltning kommer der typisk blyantspids og solbær. Vinen har god klasse for en andenvin og viser superårgangens potentiale.




























