Traditionen med at fejre valentinsdag er forholdsvis ny herhjemme.
Blomsterhandlerne, som jo har en naturlig interesse i den slags mærkedage, forsøgte faktisk at indføre den i 1950’erne, men den slog ikke rigtig an.
Først i slutningen af 1990’erne begyndte vi at tage dagen til os ligesom halloween, som jo næsten har fået overtaget over vores nordiske fastelavn.
Det er efterhånden længe siden, ungerne i kvarteret har ringet på i februar og sunget ’Fastelavn er mit navn’. Nu hjemsøges man i oktober af monstre, hekse og skeletter, som råber ’Slik eller ballade!’, en oversættelse af det amerikanske ’trick or treat’. O tempora, o mores!



























