Det er ikke meget, der er at glæde sig over i denne uge.
En mousserende vin fra Bourgogne er faktisk det eneste, der kan få en til at rejse sig fra liggestolen, og så er der lige et par stykker til, som man godt kan købe, når man alligevel er kommet op at stå. Vi er med andre ord kommet ind i den vinmæssige agurketid, og det er godt nok træls! Men lad os benytte lejligheden til at slå et lille slag for mousserende vine generelt, for der er jo masser af denne type vine på markedet, og mange af dem kan fås til priser, der er overkommelige. Mellem 40 og 70 kroner kan man sagtens finde vine fra Italien (prosecco), Spanien (cava) og Frankrig (diverse crémant’er), som er gode at have liggende på køl, hvis sommeren skulle byde på en anledning til at trække en festlig flaske op.
Smag til med likør
De fleste smager ganske fint i sig selv, men der er også righoldige muligheder for at tilsmage dem med en lille hjemmelavet likør. Der er nemlig så mange velduftende blomster og lækre friske bær og frugter at få i øjeblikket, så invester i en flaske vodka og lidt sukker, og lav f.eks. din egen hindbærlikør.




























