Hun drysser mel ud på bordet. Presser håndfladen ned i bunken, så der kommer en lille fordybning, hvor der nøjagtigt er plads til fire rå æg.
Forsigtigt rører hun æg og mel sammen med en gaffel, indtil massen er sej nok til at blive æltet.
Fire minutter senere er kok Christine Bille Nielsen færdig med at lave pastadej. Længere tid tager det ikke. Vi er taget på besøg hos Christine Bille Nielsen, der har en fortid på en af landets bedste italienske restauranter, Michelin-restauranten Era Ora i København.




























