Som regel er det, der smager godt, også usundt. Men ikke når det gælder smoothies.
De blendede frugtdrikke er næsten lige så rige på vitaminer og fibre som frisk frugt – så længe de altså ikke er proppet med sukker, fortæller cand.scient. i human ernæring Per Brændgaard. »Smoothies er sundere end eksempelvis juice. For der er en større andel af det oprindelige næringsindhold, der forbliver i smoothien, sammenlignet med en juice, hvor man filtrerer mange af de gode ting fra. Der er blandt andet flere fibre i en smoothie, fordi alt det, du smider ned i blenderen, bliver i drikken. Og der sidder blandt andet en masse gavnlige stoffer i skrællen på frugt«, forklarer Per Brændgaard. Smoothien kan derfor være en genvej, hvis man ønsker at leve op til kostrådene om at spise seks stykker grønt om dagen, siger han. »I en smoothie får man en masse frugt på én gang. Det går hurtigere, og det er nemmere«. Hold øje med kalorierne Per Brændgaard anbefaler, at man går efter frugter, som ikke er inden for rækkevidde til daglig. Ligger der æbler i frugtkurven på kontoret, er det en god idé at bruge pærer derhjemme. På den måde bliver kosten mere varieret. Bær er altid gode, fordi de hører til blandt nogle af naturens sundeste fødevarer og blandt andet styrker immunforsvaret. Om vinteren er det desuden godt med appelsiner, fordi de har et højt indhold af C-vitaminer. På den måde kan man afstemme sin smoothie efter sæsonen. Det eneste, man skal være opmærksom på, er, at frugten mætter mindre, når den er blendet, end når man vælger at spise den rå, siger Per Brændgaard. »Ud fra et slankemæssigt perspektiv er det bedre at spise frugten i stedet for at drikke den, fordi den friske frugt mætter mere. Og man skal derfor være opmærksom på, hvor mange kalorier man indtager. Men hvis man ser på det ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv, er det godt, at man får hældt en masse gavnlige stoffer indenbords«, siger han. Har man ikke tid til selv at blende smoothies, kan man skyde genvej i supermarkedernes køledisk, der efterhånden har et hav af forskellige smagsvarianter, og de er næsten lige så sunde som de hjemmeblendede, siger Per Brændgaard.
Frugtsyren ætser tænderne
Dog kan det høje indhold af frugt i smoothies give syreskader på tænderne. Men der skal meget til, fortæller overtandlæge Ulla Pallesen fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet. »Det kommer meget an på, hvad smoothien er lavet af. Nogle frugter er sure. Og hvis man kommer ned på en surhedsgrad, hvor pH-værdien er under fem, begynder det at ætse. Jo længere man kommer ned i pH-værdi, desto mere ætser det«, forklarer hun. »Man kan sagtens tåle at drikke en smoothie hver morgen. Men hvis du bruser drikken rundt i munden, er det værre, end hvis du drikker den af et stort sugerør, der ligger langt tilbage i munden. Dér skader det næsten ikke. Det handler om, at tænderne skal berøres af syren så sjældent som muligt. Det, der eksempelvis er så skadeligt ved cola, er, at du kan have den stående og drikke den over flere timer, så tænderne er i konstant syrebad«, siger Ulla Pallesen.





























