Hvorfor hedder jordnødder egentlig jordnødder?
Her i landet gror nødder da på træer og buske. Jeg havde tænkt mig selv at se nærmere på sagerne, når jeg engang skulle til USA, jordnøddernes land, men nu kan jeg ikke vente mere. Så jeg finder et foto på nettet og ja, planten kan sammenlignes med ærter og bønner, men i modsætning til de nævnte modnes jordnødden i jorden. Jordnødden er ikke en nød Den er et frø af en subtropisk og tropisk bælgfrugt ( Arachis hypogaea) og er dermed ikke en nød i botanisk forstand. Jordnødden er rig på både protein (cirka 30 procent) og fedt (op til 50 procent). Der er mange enkeltumættede og flerumættede omega 6-fedtsyrer i olien, så den er forholdsvis sund. Af vitaminer og mineraler indeholder jordnødder vitamin E og B, magnesium, kobber, fosfor, kalium, zink, jern og calcium. Saltede peanuts er ikke sunde i større mængder, bl.a. på grund af saltet, men o.k. i mindre. Aner i Sydamerika Jordnødden kan spores tilbage til det præcolumbianske Sydamerika og groede blandt andet i Bolivia og Peru. Nødden kom via de portugisiske kolonister til Afrika og derfra videre til USA gennem slavehandlen.
Jordnødden anses som en af de vigtigste madvarer opdaget og importeret fra ’den nye verden’ til den gamle (Europa). Den nåede også via handelsskibe til Kina, Japan og Indien. Dyrkningen af jordnødden spredte sig hurtigt på grund af dens relativt korte livscyklus, og den blev dyrket med succes i Sydeuropa, det sydlige Japan og langs den sydlige kinesiske kyst. De fire hovedsorter Der findes mange forskellige typer af jordnødder, men de fire dominerende sorter, der dyrkes i USA, er runner, virginia, spanish og valencia. Runner-sorten er den mest udbredte og står for omkring 80 procent af den samlede produktion i USA. En stor del af høsten går til jordnøddesmør, peanutbutter. Amerikanernes favoritsnack Amerikanerne har en lang tradition for at spise jordnødder, og ifølge brancheorganisationen American Peanut Council spiser den gennemsnitlige amerikaner hvert år mere end 2,7 kilo jordnødder og jordnøddeprodukter. Man regner med, at peanutbutter blev opfundet af en læge i St. Louis som et sundt næringsmiddel omkring 1890. På nogenlunde samme tid begyndte dr. John H. Kelloggs, manden bag de berømte morgenmadsprodukter, at ordinere peanutbutter til sine patienter på Battle Creek Sanitarium i Michigan. Opskrifter med jordnødder kalder ikke ligefrem på fede ingredienser, da jordnødden selv er en af de fede. Jeg får lyst til at supplere med friske sager som æbler, citrusfrugter- og saft, eddike og masser sprøde grøntsager.




























