Byhonning kan være mere varieret og kraftfuld end honningen fra landet takket være byens mange baghaver og parker.
Dronningen er blevet dræbt af sine undersåtter, fordi hun ikke kunne levere varen. Det er i hvert fald Anne-Mette Andresens teori om, hvorfor den ene af hendes to bistader under loftet på Østerbro for tre uger siden pludselig stod uden sin uindskrænkede leder. På loftet sidder... »De ville ikke have hende og slog hende ihjel. Så normalt ville der være to bifamilier, men nu har jeg slået de to familier sammen«, siger hun, mens hun en for en trækker bistadets tavler op med en tavletang og afslører hundredvis af kravlende, brungule og ganske uanfægtede insekter. Vi er kravlet op igennem en lem til det lille sekskvadratmeter loftsrum i hendes hyggeligt skallende og renovationsmodne kartoffelrækkehus på Øster Søgade i København. Her står vi og sveder som havesprinklere i hvide, plettede bidragter med trådnet foran ansigtet og brune gummihandsker. »Det her er ingenting«, siger hun bag dragtens trådgitter, da fotografen piber over varmen. »Jeg har stået her, mens der var 38 grader. Det var varmt«, siger hun med en snært af flad Amager-accent, som årene blandt skuespillere, advokater og folketingspolitikere i Østerbros fancy kartoffelrækker ikke har formået at pille af hende. Honning fra byens parker Anne-Mette Andresens loftsproduktion af ’Honning fra Kartoffelrækkerne’ har været i krise her i forsommeren på grund af den manglende dronning. Men problemerne ser umiddelbart ud til at være løst. De to familier – måske 50.000 dyr – ser ud til at have affundet sig med at dele bistadet med hinanden under Anne-Mettes Andresens tag midt i København. Nu er bierne i færd med at indsamle den næste produktion af honning fra de omkringliggende parker og haver. Vel at mærke en honning, der ifølge Anne-Mette selv er langt bedre, mere nuanceret og kraftig end en gængs honning fra landet, hvor bierne primært har samlet honning fra industrielle rapsmarker. »Mine bier har en aktionsradius på tre kilometer, og det betyder, at de kan trække honning fra planterne i Botanisk Have, Kongens Have, et hjørne af Tivoli, Ørstedsparken, Holmens Kirkegård og alle de fine villakvarterer på Østerbro. Måske helt ude på Christiania. Honningen er enorm god og meget kraftfuld og smagfuld«, siger hun. »Mange folk ved det ikke, men bybiavl er glimrende. Det giver et meget stort udbytte, fordi der er masser af små private haver og store parker, der bliver holdt ved lige. Landbiavl er noget bøvl. Fra midt om sommeren er det ren ørken på landet for bierne, der er jo nærmest kun kornmarker. Honning fra landet er som regel honning fra rapsmarkerne, der er bleg, hvid og hård og bare sød. Den smager ikke af ret meget, men det er den, folk kender bedst som dansk honning«, siger hun. Alt ligner standard honning Anne-Mette Andresen siger det ikke for at nedgøre rapshonning – den cremede, lidt melede hvidlige honning, man finder i plastikbøtter og glas i supermarkederne. Hun slynger selv rapshonning fra sit sommerhus på Røsnæs og erkender, at mange folk foretrækker den milde smag frem for mere krydrede, flydende varianter (selv synes hun, at raps lugter af »kattepis«). Hendes honning fra Kartoffelrækkerne, sensommeren 2008, er flydende, lys i farven, let krystalliseret i konsistensen og med en smag af alt muligt interessant, man ikke forbinder med dansk honning. »Den har en anelse duft af tobak«, bemærker fotografen for eksempel. Om den er mere nuanceret i smagen end den rapshonning, som udgør 75 procent af høsten i Danmark, kan man ikke føre videnskabeligt bevis for. Men den smager helt anderledes. Det er også en rigtig god historie – god branding – at honningen stammer fra et rækkehus i hjertet af en travl storby. Og at nektaren kommer fra landets mest eksotiske blomster fra steder som Botanisk Have.
