Det er ikke, fordi du ikke vil have pengene op af lommen og betale for de kulinariske oplevelser. Egentlig er der ikke noget, du hellere ville, hvis der ellers var penge i lommen. Men både sommerferien, der blev lidt dyrere end planlagt, SU-smækket fra forrige år og det udestående lån til mor sætter sine begrænsninger.
Men det afholder dig ikke fra at tage del i madfestivalen, og du har ivrigt undersøgt, hvilke arrangementer du kan troppe op til uden ret mange kroner på lommen. Mest ærgerlig blev du i løbet af researchen, da du fandt ud af, at det ellers gratis arrangement ’La Rioja – vinlandet’ var udsolgt.


























