Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Mads Nissen

»Man skal aldrig tage mænd til nåde! Så snart det er sket, starter vi jo forfra«

Hen over fem årtier har Steffen Brandt og TV-2 skrevet og sunget sange om os alle sammen. Her fortæller den pladeaktuelle mand fra Aarhus om sig selv og det liv, der har givet ham anledning til at skrive alle sangene.

Steffen Brandt er født 14. juni 1953. Han voksede op i ’mellemlaget’, i et hjem med klaver, storesøster og lillebror. Det første barndomshjem lå på Trygsvej. I en forstad til Aarhus.

1950’erne

Min tidligste erindring er, hvad man kunne kalde en lykkelig barndom. Om den så virkelig var lykkelig, når det kommer til at stykket, det må man jo prøve at finde frem til, efterhånden som livet udfolder sig.

Som barn var jeg et meget følsomt gemyt. Genert. Enspænder. Holdt mig for mig selv og var ikke så god til at gå ind i nye sammenhænge. Det var ikke et problem for mig, egentlig. Jeg havde det fint med bare at sidde ude i bilen. Men jeg tror, mine forældre har været bekymrede for mig. Det må de have været. Min storesøster og min lillebror var slet ikke ramt af det på samme måde.

Jeg havde en meget fantastisk farmor, sådan en sværmerisk natur, som – helt uden for tiden – gik på højskole og læste bøger og selv skrev. Det gik så i arv til min far. Han skrev lejlighedssange til alle familiefesterne, dagbøger, breve. Han var den, der stod på kassen og samlede familien ved at sige noget, der både var vittigt, og som stak lidt dybere.

Han var det, vi kalder rejsende, min far. Han var ansat i et firma, der solgte byggematerialer, fliser og hvad som helst. Og jeg vidste, han var god til det, for jeg var med ham ude som barn. Så kørte vi til steder som Herning, Ikast, Vejle. Med mig ved siden af. Jeg tror, jeg var hyggelig at have med, for jeg sagde ikke så meget. Og så havde jeg jo en eller anden voksenhed i mig. Jeg gjorde nogle iagttagelser, som min far syntes var spændende. Han kunne vel se noget af sin mor i mig. En følsomhed.

Jeg tænker sådan her: Der er altid én, der ved, hvor den venstre trækaksel sidder. Og så er der én, der er god til at stå ved siden af og sige: »Kunne man ikke løfte her? Skal jeg hente noget for dig? Skal jeg bære noget?«. Jeg udviklede nok tidligt en evne til at være den, der holdt. På den der måde: »Kan du ikke lige holde her?«. Og så holder man.

I Ikast havde undertøjsfirmaet Hammerthor en afdeling. De havde et logo med en pingvin, og så havde de nogle rigtige pingviner gående. Når vi var i Ikast, gik min far ind og gjorde det, han skulle, og så stod jeg der og kiggede på pingviner. I dag kan man måske godt tænke, var det virkelig noget? Men det var stort. Vi kørte gerne en omvej for at se til de pingviner.

Hvis man skal grave dybt i sig selv, kunne man da forestille sig, at der lå et eller andet lavt selvværd og lurede bag ved alt det der. Tror jeg. Jeg har jo aldrig haft professionelle på sagen. Til gengæld arbejder jeg med alting, hele tiden, når jeg skriver tekster. Jeg er nødt til at grave ned i noget i mig selv, for at det bliver interessant at høre på.

Sådan en grundlæggende usikkerhed er nok rimelig farlig, hvis ikke den møder kærligheden eller et liv, der udfolder sig. Men gør den det, så er den også en styrke. Det er den, der gør, at du kan se andre mennesker, læse dem. Fordi du ved lige nøjagtigt, hvordan de har det. Det giver en empati, en forståelse for, hvor stort livet kan være, men også hvor hårdt det kan være.

Jeg tænker en gang imellem på den usikkerhed, jeg havde som barn. Eller: Dengang hed det jo så generthed. Det er sådan et rigtig jysk udtryk, som man brugte om alle børn, der ikke lige var som alle de andre. »Han er bare lidt genert«, sagde man så.

1960’erne

Vi startede i en lejlighed i et andelsboligbyggeri, hvor vi boede, indtil jeg skulle i 1. klasse. Så kom min lillebror til, og så havde vi købt en eller anden grund. Min far hyrede en arkitekt – han var jo på en måde inden for branchen – og vi fik lavet et ret vildt hus efter tidens normer. Ikke prangende eller noget, det var bare indrettet på en anden måde. Med sådan et langt, fladt tag. Folk kaldte det alt muligt. Som ’biografen’. Det tror jeg egentlig ikke, vi syntes var ret fedt. Der er jo nogle normer, man bliver udstyret med, som familie. Vi syntes ikke, det var godt at være pralende.

Det lå ikke i tiden, at man overkrammede sine børn. Til gengæld fik vi en frihed, tænker jeg. En grundfornemmelse af, at vi hørte til, og at det var stabilt, det her hjem. Mine forældre kunne lide hinanden, og der var en evig kommen og gåen af venner, familie, kusiner og fætre. Jeg kunne høre, hvordan de sad og spillede klaver til langt ud på natten.

Jeg skulle selvfølgelig stå på mål, når vi spillede fodbold. Jeg var ikke bange for at slå mig. Eller kaste mig ned. Og når jeg nu ikke lige var den, der kunne lave alle finterne, så kunne man da dét i stedet. Jeg blev meldt til i byens klub, AGF. Men der gik altså nogle år, hvor der ikke rigtig skete noget. Jeg kan huske, at min far spurgte: »Hvad, skal du ikke snart spille nogen kampe?«. Og så måtte jeg jo sige, at jeg ikke rigtigt var kommet på holdet. »Er du ikke kommet på holdet?«, sagde han og snakkede så med træneren. Jeg kom på tredje baby. Det hed det dengang. Det svarer vel til tredje pusling. Det var ikke førsteholdet, i hvert fald. Langtfra.

Klaveret gik jeg om bord i med det samme, men mine forældre syntes jo nok, at jeg skulle lære det rigtigt. Forældre drømmer altid om at se koncertpianisten, ikke? Min søster gik til klaver ovre på Rosenvangs Allé hos frk. Hansen, og det skulle jeg så bestemt ikke. For der skulle man hvert år ved juletid spille det, man havde lært, for de andre derovre. Og for forældrene. Det var slet ikke mig. Det var fuldstændig utænkeligt at få mig op på noget, der bare mindede om en scene. I stedet fik jeg en spillelærer, som kom i hjemmet. Han dukkede op en gang om ugen i en halv time i nogle år. På et tidspunkt fik jeg selv skaffet nogle noder, jeg tror, det var ’Autumn Almanac’ med Kinks, og det gik han så meget modvilligt med til. Han syntes jo, jeg skulle spille evergreens, ligesom han selv gjorde. Og så kiggede han op på min mor imens, sådan hen over skulderen. Han var en rigtig charmørbrad. Det ord dækker faktisk præcis over, hvad han var. Halvdelen af tiden gik med, at han prøvede at charmere min mor.

Min mor var hjemmegående. Men altså vildt interesseret i alt muligt. På ingen måde hægtet af noget. Hun kom ud af sådan en gammel fynsk landbo-arbejderklasse. Hun rejste sig måske ikke op og slog på glasset, men hun var en stærk kvinde. Og hun var smuk.

Jeg kunne se, at mine forældre fik det bedre og bedre. Der kom en ny bil en gang imellem, og pludselig havde vi et Linnet & Laursen-fjernsyn. Drømte om at købe et sommerhus. Den slags. Arbejdstiden blev kortere, ferierne længere, og vi kunne mærke velstanden og fremskridtet på den måde. Jeg husker 1960’erne for sådan en positiv, dynamisk energi, som så også gjorde plads til, at min storesøsters generation kunne begynde at sætte spørgsmålstegn ved nogle ting.

For mig var det meget hende og hendes venner, der afsøgte tiden på vores vegne. Og vi fulgte jo trofast, og ikke uden en vis beundring, i deres fodspor. Min søster slæbte plader med hjem med Beatles og Stones og med tidens helte. Og jeg annekterede det hele. Straks. Hele bevægelsen, løsrivelsen, jeg kunne ikke helt forstå det, men jeg kunne mærke, at der var et eller andet her, der var fedt.

Pludselig kom de hjem i noget andet tøj. Og håret begyndte at vokse på drengene. Alt omkring omgangstonen blev en anden, festerne var anderledes.

Det var også min storesøster, der en dag kom hjem sammen med min kusine og hendes mand og talte med min mor. »Hvorfor går du rundt her og spilder dit liv«, spurgte de hende, og jeg kan huske, jeg sad ovre i stolen og tænkte: »Hvad siger de? Altså, hvad har de gang i? Hvorfor sidder de og siger sådan til en kvinde, der har viet sit liv til, at vi kunne have det godt?«. Jeg har jo været lille. Min søster var fem-seks år ældre. De syntes jo, min mor skulle frigøre sig i stedet for bare at gå derhjemme. Jeg syntes, det var rimelig hårdt.

Men jeg tror måske, min mor faktisk begyndte at tænke over sit liv efter det der. Senere begyndte hun så at arbejde lidt.

Jeg startede med at spille i band i 13-14-års alderen. Vi hed Blind Appendix. Men vi hed også Ella Guru, som var en sang med en fyr, vi var meget vilde med, som hed Captain Beefheart. Sådan en amerikanskhollandsk avantgardetype, hvor det ikke kunne blive vildt nok.

Vi skulle spille til skolefesten på Kragelundskolen. Og så havde vi jo set, at når Hendrix og de andre spillede, så havde de noget lys på scenen med en masse farver, som bare stod og kørte. For os blev det noget med et lærred, et lysbilledapparat og så noget farvet glas ned foran, så der kom de her mønstre i mørket. Efter tre numre kom skoleinspektøren op på scenen, tændte lyset og sagde: »Så stopper vi«. Det var for vildt og for mørkt. Og det var meget, meget stort. Vi var jo helte. Bagefter kunne vi skrive rundt til de andre skoler: »Hyr os – hvis I tør«.

Der er aldrig nogen venskaber, der bliver så stærke, som de er på det tidspunkt. Vi havde bandet, vi drømte drømmene, vi købte grejet, og vi øvede morgen, middag og aften. Og vi gjorde det sammen. Derfor var det heller ikke svært for mig at gå på scenen. Det var et fællesskab; det var ikke mig, der stod deroppe.

Så var der alt det med pigerne, og det, syntes jeg, var vildt svært. Jeg var jo ikke ligefrem den, der havde stået i første række, når der skulle vælges dansepartner nede på sildebensparketten på Flataus Danseskole på Hotel Kragelund. Der var jeg bænkevarmeren i flannelsbukser og blev som regel sat sammen med dem, der nu engang var tilovers. Det var dem, jeg ikke lige drømte om. Men de var jo faktisk de samme typer som mig, bare piger. Mens der dansede noget uopnåeligt forbi i et tylsskørt.

Nogle gange troede man måske, man var kærester. Man kunne jo godt gå forbi hendes hus i et par år. Og så uh, var hun der ikke? Kiggede hun ikke lige ud ad vinduet? Det var også noget. Vi var heldigvis flere, der var sådan. Vi snakkede om det. Og de få, der var udfarende, de få fyre, der bare kunne det der, det var jo spradebasserne. Som så ikke rigtig kunne noget i virkeligheden, når det kommer til det, vi kalder stykket.

1970’erne

Det var hårdt at være mand i 1970’erne. Vi stod jo og så på, mens årtusinders opsparede ligestillingstrang skulle udfoldes hen over natten. Og det gjorde vi jo nok med mere eller mindre klædelig attitude. Jeg husker mange aftener, hvor vi har siddet nede i en kælder i et eller andet bofællesskab og set fodbold. Og det er altså en lille smule ynkeligt. Men vi holdt vel fast i et eller andet drengehåb: Det går nok over. Og det gjorde det så også.

Jeg ville i virkeligheden gerne have været journalist. Men jeg havde en svoger, min søsters kæreste, og han kendte nogen. »Det er slet ikke noget for dig, det der, du skal være meget mere tough«, sagde han. Mit følsomme gemyt passede ikke ind i den verden, jeg var jo så vild med bøger og musik. Og så blev det dansk på universitetet i stedet.

Det var lige på det tidspunkt, hvor den marxistiske forskningstradition gjorde sit indtog på universiteterne. En tro kopi af den såkaldte kulturevolution i Kina, bare omsat til danske forhold. Som jeg ser det. Med ensretninger, udrensninger og alt muligt dårligt. Der opstod en for mig helt usnuppelig selvretfærdighed, når den der benhårde marxisme mødte den unge alder, folk havde på universitetet. En følelse af, at nogle få havde ret, og alle andre havde bare at underlægge sig. Jeg kom nok selv fra noget meget anderledes. Mine forældre var rundet af landbruget, så jeg var vokset op med sådan en højskoleradikal holdning. Med en åbenhed, men også gamle værdier og spejderbevægelsen og alle tænkelige kombinationer af, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. Mine år på universitetet i halvfjerdserne gav mig en solid afsmag over for alt, der hedder dogmer. Hvis jeg ikke havde spillet musik ved siden af, havde jeg ikke overlevet.

I mellemtiden var det blevet mere seriøst med musikken. Vi turnerede i Tyskland i de år. Vi kaldte os Taurus, men vi var faktisk det samme band, som vi er i dag. Sven, vores trommeslager, er jo fra Flensborg, så han talte sproget og fik fat i nogle tyske agenter. Og så kørte vi rundt i en gammel smadrekasse i fire-fem år nede i Sydtyskland og spillede de jobs, alle de andre ikke ville have. Det var faktisk en ret god skole at gå i. Hvis du bare arbejdede hårdt nok for sagen, fik du lov til at spille. De kunne jo se, at vi gjorde os umage. Og at vi ville køre langt, ikke?

Taurus nåede at udsende et enkelt album. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at vi var endog meget rundede af tidens udtryk, uden på noget tidspunkt at træffe et konsekvent valg. Vi spillede bare det, vi syntes var sjovt. Det er også fint nok, men på et tidspunkt var vi nødt til at fokusere al den energi, vi havde, i en eller anden retning.

Efter syv hårde år på universitetet havde jeg endelig slæbt mig frem til et hovedfag, og lige omkring 1980 var jeg i pædagogikum på Tørring Gymnasium. Der var jeg så et halvt år, samtidigt med at jeg spillede med Kliché og blev sat af i Vejle på vej hjem fra koncerterne og sådan noget. Og ellers boede jeg i et bofællesskab i Aarhus, sammen med nogle af dem, jeg spillede med, og nogle andre, der bare kom forbi. Det var meget løst.

1980’erne

Hvis jeg forstod noget som helst af 1980’erne, var det, at historierne skulle fortælles på en ny måde. Det var slutningen af den industrielle periode, teknologiens tidsalder foldede sig ud omkring ørerne på os, og der skete en udvikling af sproget. Nu skulle det være klart. Enkelt. Inspireret af det maskinelle. Hvis du ville fortælle noget om den tid, vi levede i, skulle du udstille det.

I TV-2 blev det til: »Boligblok A, 4 rum, bad med bruser, spisekøkken, rustik kvalitet, altan med udsigt« – og så »Rejser mig op, tjekker efter en gang, jo, jeg lever«. For mig var det nyskabende det her med, at der lige pludselig optrådte et menneske i hele den opremsning af den måde, vi havde indrettet os på. Et rastløst, ensomt menneske. Det var vores bidrag til den tid.

Men ’Fantastiske Toyota’ var stadig helt vildt præget af vores forbilleder i udlandet og herhjemme. Der havde været hele den der musikalske strømning fra England, med new wave og punken, som vi ikke var en del af, men hvor vi mærkede energien i os selv. I dag ville jeg nok selv give albummet karakteren ’Middel’ – for den gode, men noget uselvstændige præstation.

Jeg havde spillet en tid med Kliché og var meget optaget af deres stærke udtryk. De var så utrolig bevidste om, hvordan de så ud, og hvordan deres musik skulle lyde, og det var virkelig et paradigmeskift for mig. Og stadigvæk, når jeg møder Lars H.U.G. i dag, siger han, »Steffen Brandt, du skylder mig alt«. Og hvis jeg skal være ærlig: Så okay. Lad os da bare sige det, Lars. Men altså, hele atmosfæren i Kliché, de var bare for vilde, ikke? Også for vilde til, at de kunne fortsætte.

I 1980’erne var det virkelig, virkelig fedt at være mand. Vi blev jo taget lidt til nåde igen. Og man skal aldrig tage mænd til nåde! Så snart det er sket, starter vi jo forfra. Tilgiv os aldrig! Det er et farligt spor at komme ud ad. Men jeg synes, vi fandt en passende humoristisk vinkel på det, både i ’Rigtige mænd’ og ’Tidens kvinder’.

Det var også i de år, jeg mødte min nuværende kæreste. Vi spillede til en fest, hvor Jo udstillede, og af en eller anden grund havde jeg udviklet så meget mod og mandshjerte, så jeg tog en form for kontakt. Eller: Det er måske så meget sagt. Men jeg skrev i hvert fald, at jeg gerne ville købe det der billede, hun udstillede. Eller. Faktisk sagde jeg det til en af hendes kolleger, som jeg kender lidt. Sådan: »Jeg vil gerne købe det der billede af Jo, sådan by the way«. Det var et virkelig kluntet forsøg. Men jeg er jo ikke min fars søn for ingenting. Jeg havde fået foden i klemme i døren, og jeg gav ikke op, før salgsdealen havde båret frugt. Og så lige pludselig havde vi et barn.

Vi boede inde midt i Aarhus. Det var et godt sted for børn, og det var samtidig et sted, som passede fint til vores opfattelse af at være unge kunstnere. Det var ikke noget parcelhus, og det var stadigvæk lidt hipt. Og der tror jeg faktisk – uden at det skal lyde heroisk – at jeg var den første, som begyndte at skrive sange om det at være en ung, moderne, selvrealiserende type og samtidig skulle tage en eller anden form for ansvar. Være far.

Hovedsangen er den, hvor jeg kører rundt med min barnevogn i det mørke Jylland med en slet skjult misundelse og en tvivl og en følelse af, hvad laver jeg her – jeg kunne jo erobre verden? Jeg tror, alle fædre skal igennem den proces, og nogle gange tager det længere tid end andre. Og nogle gange taber man til lysten til at erobre verden. Og det mener jeg virkelig er at tabe. For du kan ikke erobre verden uden at forstå, at med alt, hvad du foretager dig, følger et ansvar. Og den hårdeste måde at lære det på, det er at få et barn, mens du har allermest travlt med at udfolde dig selv.

Jeg syntes, det var svært. Svært ikke at have fuldt råderum over livet. Jeg nød at blive far, men følte hele tiden, at jeg gik glip af noget. Du kunne ikke sige: Hey, jeg skal lige bruge fire måneder i et studie. Du kunne ikke sætte dig ned og skrive en sang. Du kunne ikke bare lægge dig ned og dø. For der var nogen, der var afhængige af dig. Det var skræmmende.

I dag irriterer det mig lidt, at jeg ikke bare kunne forstå, at det at blive far jo mest af alt var en gigantisk udvidelse af hele min bevidsthed. Af selve det at være menneske. At mærke sit ansvar og blive nødt til at lære at disponere sin tid, lære at prioritere det vigtige og træffe nogle valg i sit liv. Turde gøre det. Ville noget.

I bandet har vi haft det, man med rette kan kalde et langt tilløb. Der var gået omkring ti år fra Taurus og til de store TV-2-plader i midten af årtiet. Og på det tidspunkt vidste vi udmærket, hvad vi kunne, og hvor vi kom fra. Der var slet ikke nogen chance for at vokse ind i himlen.

Vores største koncert til dato var på Roskilde i 1985. Det gik helt galt. Vi havde noget, som hed en Linn-trommemaskine, et forstadie til computeren, og den kørte sådan et trommespor. Som var vigtigt for vores lyd. Men den begyndte bare at galoppere for øjnene af alle. Og det kunne vi så læse om i avisen dagen efter. Og ikke uden en vis skadefryd. Så kom vi der med alle vores maskiner, og når alt kom til alt, så virkede det ikke. Jeg var virkelig ked af det. Frygtelig ked af det. For det var jo kulminationen. Nu stod vi der. Og så gik det galt.

Men for mig sidder den koncert på Roskilde Festival i 1985 tilbage i mig som noget godt. Det har i mit tilfælde betydet, at jeg har fået utroligt stor medfølelse for andre mennesker, når de kikser.

I dag går mange musikere fra en fuldstændig anonym tilværelse til, at alle aviserne vil skrive om dem – hvem kan tåle det? Og så være ung? Vi var relativt voksne, vi var i slutningen af 20’erne, da vi slog igennem. Vi var vildt glade for succesen og meget, meget taknemmelige, men jeg har aldrig nogensinde oplevet den der følelse af at kunne gå på vandet. Vi har aldrig nogensinde tænkt: Hold kæft, hvor er vi gode.

1990’erne

Man kan sige meget om mine egne børn. Men det er ikke kram, de har manglet. Og det har ikke været svært for mig. Det har tværtimod været meget naturligt for mig.

TV-2 kom godt ind i 1990’erne med en plade med den noget lakoniske titel ’Vi blir alligevel aldrig voksne’, og som med alting dengang var budskabet flertydigt. Den der voksenhed, som var kommet snigende, havde jeg jo erklæret mig til, at jeg gerne ville have. Men jeg havde stadig frygten for at glide ind i nogle vaner, måder og rutiner. Jeg havde ikke lyst til at se mit liv viklet ind i parmiddage og never ending boligindretning. For ikke at nævne angsten for at blive spottet med en motoriseret græsslåmaskine og et grillforklæde bundet stramt om en begyndende topmave. Det har så også betydet, at mine børn har skullet trækkes med noget overgearet udfordring af tidens normer.

Jeg opførte mig ikke altid, som en almindelig far burde gøre. Selv om jeg gik med tre drenge på gaden, ville jeg have lov til at lave gakkede gangarter, hvis det var det, der skulle til. Og det bryder børn sig ikke om. De synes ikke, deres far skal gøre ting, som andre voksne ikke gør. I bandet rejste vi stadig rundt med dåseøl raslende rundt i bunden af bilen. Hvis vi ikke havde haft den der voksenhed kørende ved siden af, havde dét jo været fuldstændig til grin.

Vores venskab i bandet har altid stået og faldet med det, der sker, når vores trommeslager tæller for, og vi begynder at spille. Så længe det virker, behøver vi ikke dele ret meget andet. Selv om vi selvfølgelig har haft fantastiske oplevelser sammen.

Efter det noget eksperimenterende album ’Slaraffenland’, som aldrig rigtigt fandt sin form, og da slet ikke sit publikum, fik jeg en dag en noget kontant melding fra en af de personer, der hang ud omkring bandet: »I skal nok regne med, at jeres tid som toneangivende er forbi«, sagde han.

Jeg tænkte ikke, at han havde ret. Men der var noget i det, som vi ikke havde set komme, og vi kunne godt forstå, hvorfor det skete. Og så var der 20 minutter, hvor vi var virkelig rystede. Vi skulle spille på Pejsegården i Brædstrup. Det havde aldrig lige været vores sted, mere sådan et stort forlystelsescenter – uden for Vejle – hvor folk holder familiefester, og så er der revy. Man kan bo der. Nå, men de havde nogle koncerter, og der var vi hoppet på sådan en. Så vi befandt os pludselig i et omklædningsrum, hvor det væltede forbi med bryllupper, sølvbryllupper og jazzorkester og Vikingarna. Vi havde det samme tøj på som på pladeomslaget, nogle mærkelige psykedeliske uniformer, som vi af uransagelige årsager syntes var hittet, og så nogle høje hatte. Og det viste sig, at vi ikke kunne gå lige op på scenen, vi skulle uden om og tværs hen over en pløjemark. Tilfældigvis i en snestorm.

Og så var der selvfølgelig ikke åbent ind til scenen, så der stod vi, med en citar og de der hatte, der blæste af, indtil vi fik banket en eller anden type op. Så gik vi ind. Citaren var gået ud af stemning, den var bygget til indiske varmegrader, og så de der hatte, altså – tro mig: Ingenting spillede. Til gengæld stod der fire mennesker i salen. Og det var alle sammen gæster fra et sølvbryllup, der var gået forkert. De der 20 minutter, fra vi gik fra omklædningsrummet, og til vi stod på scenen, der tror jeg nok, vi tænkte: Tak for turen, det var så det.

Men det var det ikke. I stedet gik vi i gang med ’Verdens lykkeligste mand’. Fra den ramte sangen ’Samfundets skyld’ lige ned i danskernes yndlingsdisciplin: evnen til at placere ansvaret hos andre. Og ikke mindst trangen til altid at sparke nedad. Sådan en sang kan man ikke skrive uden selv at have en rem af huden, og sådan er det med alle de iagttagelser, jeg har gjort mig i sangene. Det er altid nogle spredninger, jeg selv har været en del af.

Samtidig var der et liv, der skulle leves. Og en virkelighed, som var ret indifferent over for hitlisteplaceringer. 1990’erne blev for mig godnathistoriernes tid. Et årti, hvor børnene dikterede dagsordenen.

2000’erne

Omkring årtusindskiftet forsøgte vi at lave et pladeselskab. Efter mange år som et orkester havde vi vel en ambition om at være med til at få nogle nye navne frem, som sang på dansk. Men vi havde knap indviet de fancy lokaler på Nørrebrogade, knap nok sendt den sidste sjat champagne forbi pladedirektørens drøbel, før krisen i pladebranchen kom sejlende og slog os totalt ud.

Vi kunne ikke undgå at blive en del af det der fuldstændig outrageous fald i pladesalg, der skete. Og som bare blev værre og værre. Det var hele branchen. Hvad fanden sker der, tænkte alle? Hvor er vi på vej hen? Hvad er ved at ændre sig, og hvad gør vi? I dag ser jeg sådan på det, at vi blev en del af et skift i måden at opleve musik på. Vi har aldrig spillet så mange koncerter, som vi gjorde i den periode.

På et tidspunkt i 00’erne løb vi ind i Thomas Troelsen fra et nyt band, som hed Superheroes. Det var vist til en P3 Guld-fest, hvor vi blev sat sammen i et interview og for åben mikrofon udtalte respekt for hinandens arbejde. Thomas sagde sådan lidt henkastet, at det da kunne være sjovt at arbejde sammen engang. Dagen efter ringede vi og aftalte, at han skulle producere en stor del af vores næste album.

Jeg husker, at vi mødte op i studiet med et udkast til sangen ’De første kærester’ og øjeblikkelig blev sendt hjem med et påbud om at stramme op tekstligt og musikalsk. I første omgang tænkte jeg: Hvad bilder han sig ind?

Det var i et legendarisk studie i Vanløse, hvor den der 18-årige knægt havde bygget noget, som lignede en rumstation. Altså vitterlig et eller andet fra en rumfilm, med sådan en Panton-agtig rød og hvid indretning, og fra vi trådte ind ad døren, vidste vi, at det ville blive en kamp. Men vi havde selv bedt om modstand. Det havde vi brug for.

Han skulle forstå, at jeg forsøgte at sige noget med mine tekster. Og jeg skulle forstå, at hvis han havde en idé, som kunne få en sang derud, hvor vi gerne ville have den, og det krævede, at jeg sløjfede nogle vers, så måtte dét jo være opgaven. Men det var helt nyt for mig.

I sidste ende havde manden jo ret. Det var bare på en eller anden måde til grin, at vi skulle sidde der og blive belært af en 18-årig. Men når man har grinet af, så ligger der jo noget taknemmelighed bag den latter. Over at der er nogen, der gider overhovedet læse én.

Vi spillede sangen første gang til en stor udendørs velgørenhedskoncert, og bagefter kunne vi mærke på responsen, at den sang ville forfølge os resten af livet. I 2007 rundede ’De første kærester på Månen’ 120.000 solgte eksemplarer. Det var der ikke andre, der bare kom i nærheden af på det tidspunkt. Det var fuldstændigt exceptionelt.

Derhjemme var mine børn ved at blive store, og jeg skulle indstille mig på, at det, jeg havde brugt rigtig meget tid på at dygtiggøre mig i – nemlig at fodre forbipasserende heste, ænder, og dyr i det hele taget, foruden cykelture ud i det blå – ikke længere var en så sindssygt efterspurgt vare.

Det skift er jo heldigvis nemmere for folk, der selv disponerer deres tid og deres arbejde. For så kan man jo bare bruge mere tid på de projekter, man har lyst til. Jeg lavede blandt andet en Dylan-plade og en Dylan-forestilling, som aldrig havde kunnet lade sig gøre med tre børn. Overhovedet. Og det var alt sammen spændende og krævende og givende. Men hold nu op, altså, selvfølgelig bliver det aldrig det samme, altså. Det gør det jo ikke. Det gør det aldrig. Men man kan jo ikke gå fuldstændig ned, når livet med de små børn stopper. Man må bare prøve at omdirigere energien. I en eller anden retning, der udfolder noget af det samme, som man får ud af at være sammen med de der børn.

2010’erne

Den der: »Wow, hvor er det fedt, at det er os, der står heroppe, og dem, der står dernede og klapper ad os« – den har aldrig interesseret mig. Jeg ved godt, at det lyder, som om det er løgn, men det har aldrig været drivkraften. Jeg har villet skrive de der sange, jeg har villet arrangere dem sammen med et band, og jeg har villet spille dem. Mærke den energi, der kan være mellem et orkester og publikum. Det fællesskab. Jeg har aldrig gået efter at være star eller rock’n’roll.

Den usikkerhed, jeg havde som barn, har jeg nok kompenseret for ved at have en masse venskaber med sådan nogle storskrydende typer. Mange af mine venner og kolleger er i en helt anden grøft end mig. Slår ud med armene og fører sig frem, og jeg tror, jeg gennem livet har søgt de egenskaber hos andre. Og det skaber nogle helt vildt stærke forbindelser. Fordi de der lidt overdrevne typer, de har jo også brug for at slappe lidt af. Det gør de jo i selskab med en, der er fuldstændig ligeglad, hvor de ligesom bare preller af.

Som jeg ser det, er grundstenen i mit projekt uændret: at skrive sange, som bidrager til den store fortælling. Jeg kan godt lide, at når det kommer til stykket, i mine sange, så står der altid et menneske og oplever det her. Der er hele tiden en form for nærvær på spil.

Som barn kan jeg huske, hvordan vi havde vores forestilling om kærligheden fra sange. Vi vidste ikke, hvad det var, vi sang med på, men vi kunne mærke, at der var et eller andet, der ville forløses, et savn eller en længsel, der lå i os. Faktisk fra før vi vidste, hvad kærligheden så egentlig var for noget.

Jeg har her på det seneste grebet mig selv i at sidde lidt for længe over morgenkaffen, kigge ud over byens tage og bare være. Sende et fortroligt blik til guitaren henne i hjørnet med et spørgende: Skal vi skrive en sang lidt senere? Jeg tror, jeg har en idé. Men rolig nu, ikke noget pres. Vi skal ikke nå noget. Vi behøver ikke bevise noget.

Vi sælger ikke så mange plader som dengang, men jeg tror, at den der fuldstændig overdrevne ting, som var nede i 1980’erne – og til dels også i 1990’erne – den kommer jo aldrig igen. For nogen. Jeg tænker, at det er helt naturligt, at TV-2 er der, hvor vi er nu. Der er nogen, der er større end os, men inden for det, vi laver, føler jeg ikke, vi har grund til at se os tilbage. Vi er jo i gang med vores fjerde årti som orkester, og vi siger til hinanden at for at være her, skal vi være skrappere end nogensinde. Det er op til os selv at stille det krav. Og op til andre at vurdere, om vi lever op til deres forventninger.

Jeg sad en dag i Musikhuset i Aarhus, og så var der en, der prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om. »Nå, du kan nok ikke kende mig«, sagde han så, og jeg sagde nej. »Vi bliver jo også alle sammen ældre«, sagde han så. »Ikke jeg«, svarede jeg. Man bliver først ældre i det øjeblik, man begynder at tænke det selv.

I forbindelse med min mors indlæggelse for ikke så længe siden ville jeg gerne kvittere, sige tak til nogle sygeplejersker og noget sundhedspersonale, som har været helt fantastiske. De skulle holde en sommerfest, og jeg sagde: Jamen, jeg kommer da lige forbi og spiller. Og det gik bare slet ikke. Jeg kan ikke sidde i sådan en privat sammenhæng med en guitar.

Når jeg står på en scene, er der en formel aftale, som gør det muligt for mig at gå derop. Jeg har indgået et forlig med både genertheden og udadvendtheden og med publikum om, at nu er det bare sådan her, det er. Den aftale skal være der, før jeg kan optræde.

Når man går på scenen, forsvinder man. Hvis man er god nok. Man gemmer sig ikke, man bliver bare til karakteren, sangen, musikken, stemmen. Det passer mig godt.

Jeg har mistet begge mine forældre. Hvad gør det ved et menneske, spørger du? Man får en bekræftelse på den svage fornemmelse, man har haft hele livet: at der er noget, nogen har glemt at fortælle.

Publiceret 3. marts 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce