Racistiske ytringer vil medføre bortvisning og langvarige karantæner, oplyser FCM efter episode i Odense.

FCM tager afstand fra racistiske slagord før OB-kamp

Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix

En gruppe fodboldfans iklædt trøjer fra FC Midtjylland råbte lørdag racistiske slagord før kampen i Superligaen ude mod OB.

Det er en adfærd, FCM tager meget alvorligt, skriver klubben mandag på sin hjemmeside.

»FC Midtjylland tager kraftig afstand fra den episode, der lørdag fandt sted i det centrale Odense, hvor personer blandt de tilstedeværende FC Midtjylland-fans råbte racistiske slagord«.

»Det er uforeneligt med klubbens værdier og syn på mennesker, fællesskab og fodbold. I FC Midtjylland skal der være plads til alle - uanset hudfarve, religion eller baggrund«, skriver FCM.

Episoden blev filmet af flere tilstedeværende. Det fynske folketingsmedlem Victoria Velasquez fra Enhedslisten har set optagelserne og kalder det over for TV 2 Fyn »fuldstændig uacceptabelt og uhørt«.

FCM-fansene kom blandt andet med tilråbene ’Danmark for danskerne’ og ’udlændinge ud’ i retning af en demonstration, der støttede Palæstina.

En af deltagerne i demonstrationen har anmeldt hændelsen til politiet, bekræfter TV 2 Fyn.

FCM har indledt en dialog med fangrupperne om episoden og fastslår, at racistiske ytringer på og omkring stadion vil medføre bortvisning og langvarige karantæner.

»Der er tale om handlinger begået af et fåtal, som ikke skal definere det store fællesskab omkring FC Midtjylland. Det ændrer dog ikke på, at klubben tager episoden alvorligt«.

»Uanset hvor og under hvilke omstændigheder en sådan adfærd finder sted, har FC Midtjylland et ansvar for den kultur og det fællesskab, der omgiver klubben«, skriver FCM.

»Derfor skal der også reageres tydeligt, når personer med tilknytning til klubben udviser en adfærd, der strider fundamentalt mod det, FC Midtjylland står for«.

ritzau

PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her