Når vi nogle gange får trang til at holde fast i traditionerne og de gode gamle dage, er det måske, så vi lige kan sunde os lidt, inden verden kører helt af sporet.
I hvert fald var ugen end ikke i gang, før en debat begyndte om, at nymodens medier er blevet alt for magtfulde. En Megafonmåling i nærværende organ viste, at medierne ligger nummer 1, når danskerne bliver spurgt, hvem der har for meget magt. Forskere forklarede, at den tiltagende malstrøm af nyheder får folk til at føle, at medierne efterhånden har en finger med i alt – også selv om medierne i virkeligheden slet ikke er så magtfulde, som de ser ud.




























