Nu må der da snart være nogen, der melder sig til Lars Løkke Rasmussens nye parti. Det er trods alt en uge siden, at den tidligere statsminister udstak sin politiske kurs for fremtidens Danmark, hvilket var svært at overse, eftersom den tidligere statsminister fik lejlighed til at folde sine tanker ud i alle landsdækkende medier på én gang.
Men bagefter var der underligt stille. Man kunne næsten høre de første blade falde af træerne, da Lars Løkke endelig var færdig med at tale op ad stolper og ned ad sendeflader om sin nye bog, hvor han drømmer om et anderledes jovialliberalt Venstre end det strambuksede nationalistparti, som den nye formand Ellemann er i gang med at stable på benene i samarbejde med den berygtede Inger Støjberg.




























