Godt nytår og tak for, at jeg måtte komme ind i din stue. Her ser jo helt ryddeligt ud. Det sætter jeg virkelig pris på som søndagsprædikant, hvis ordenssans i forvejen er forstyrret af at skulle prædike om mandagen, fordi det er nytårsdag, hvor du formodes at have god tid til at læse avis.
1. januar kan jo ellers godt være en lidt tung dag at komme igennem, men der venter en belønning for enden af den: Hvis det lykkes dig at forblive vågen til Hendes Majestæt Statsministerens Nytårstale i aften, kan du se frem til at blive puttet i en stor, blød dyne af velfærd. Forleden meddelte Mette Frederiksen i hvert fald i et stort interview her i avisen, at 2024 bliver »et velfærdsår« for kamikazeregeringen, som har været i frit fald i meningsmålingerne, lige siden den tiltrådte for lidt mere end et år siden.


























