I vinteren 1932-33 blev der i Rigsdagen forhandlet om vinterhjælp til kriseramte personer. Venstre og Konservative foreslog i debatten, at en del af hjælpen kunne uddeles som naturalier, og i første omgang blev der peget på uddeling af oksekød. Statskassen skulle betale for køb af 1.500 kreaturer per uge i 10 uger, og det blev overladt til kommunerne at sørge for det praktiske. Loven var tidsbegrænset, men blev i løbet af 1930’erne fornyet igen og igen, ligesom den blev suppleret med andre ordninger, så der også blev uddelt svinekød, flæsk og fisk samt ydet hjælp til indkøb af sødmælk. Ordningerne med naturalier havde to formål, nemlig at støtte erhvervslivet og at hjælpe de trængende. Store millionbevillinger blev løbende bevilget.
Socialminister K.K. Steincke stod bag socialreformen i maj 1933. Den er berømmet for at gøre op med fattighjælp som almisser og i stedet indføre et rettighedsprincip med objektive og ensartede regler for sociale ydelser. I oktober 1933 måtte Steincke dog fra Folketingets talerstol – under forlængelse af oksekødsuddelingerne – komme med en indrømmelse om den såkaldte kommunehjælp, der især tildeltes folk, som var røget ud af arbejdsløshedskassen. Det var nemlig fra flere sider blevet kritiseret, at kommunehjælpens størrelse var meget varierende rundtom i kommunerne. Der var nogle overordnede regler, men der kunne sagtens være forskellige takster i landkommuner og bykommuner, erkendte Steincke. »Det er overladt til Kommunerne at skønne over Trangen i det enkelte Tilfælde«, sagde ministeren i svaret, hvor han tillige betonede, at det ikke var socialreformens mening, at der skulle være faste takster, men at der skulle være »en skønsmæssig Bedømmelse i de forskellige Kommuner«.
