Kim Fausing kan ikke lide at tale om sig selv. Hverken som erhvervsleder eller som privatperson. Også selv om der egentlig er meget at tale om. Rigtig meget endda.
Siden han i 2017 blev forfremmet til topchef i Danfoss, har han flyttet den familieejede industrikæmpe til et helt nyt internationalt niveau. Antallet af ansatte på verdensplan er vokset fra 26.000 til over 40.000, og den årlige omsætning er næsten fordoblet til knap 80 milliarder kroner i 2023. Og ved hjælp af opkøb og øget salg har virksomheden i dag omkring 100 fabrikker og salg i mere end 100 lande fordelt mellem Amerika, Europa og Asien.




























