Det er ikke alle og enhver, der har slået det norske skakfænomen Magnus Carlsen.
Men for den danske stormester Curt Hansen lykkedes det at besejre nordmanden.
Den seksdobbelte danmarksmester i skak blev i 2004 for stor en mundfuld for det dengang blot 13-årige vidunderbarn.
Hansen markerede sig nemlig også tidligt i skakverdenen
Curt Hansen havde på daværende tidspunkt også over 20 års erfaring med professionel skak at trække på.
Hansen markerede sig nemlig også tidligt i skakverdenen, efter at han blev introduceret til spillet af en lærer på den lokale skole i fødebyen Bylderup i Sønderjylland.
Som 17-årig, i 1982, blev han europæisk juniormester i skak og to år senere verdensmester for juniorer.
Især fra slut-80’erne og frem mod 00’erne var Hansen et velkendt ansigt i internationale skakturneringer og blev regnet som Danmarks bedste skakspiller.
I 1992 nåede han sin bedste rating på verdensranglisten som nummer 14. Curt Hansen havde på daværende tidspunkt været stormester – som vidner om et fast højt skakniveau – i syv år.
Han spillede desuden fra 1998 til 2006 professionel skak på det tyske bundesligahold Köln Porz.
Stod for skakspalte
Folk i skakverdenen fortæller, at Curt Hansen i slutningen af 1990’erne mistede lysten til at rejse så meget rundt og spille turneringer ude i verden.
I slutningen af 00’erne valgte sønderjyden at vende tilbage til et mere almindeligt liv med sin familie i Kerteminde på Fyn, hvor han havde boet siden midt i 80’erne.
Herefter er det kun blevet til ganske få skakturneringer. Curt Hansen er sporadisk dukket op i forskellige danske skakklubber gennem årene, ligesom han er medlem af en skakklub på Fyn.
Sideløbende med sin karriere stod Hansen i 27 år for Jyllands-Postens skakspalte, indtil 2012.
Curt Hansens nuværende arbejdsliv har ifølge hans profil på LinkedIn ikke meget med skak at gøre.
Han blev i 2007 uddannet finansøkonom og har sidenhen haft job relateret dertil.
Ifølge LinkedIn arbejder Hansen i dag som fuldmægtig i Skattestyrelsen.
fortsæt med at læse


























