0-9 år
»Min mor boede stadig hjemme, da hun fødte mig på sin 18-års fødselsdag. Fra jeg blev født, passede min mormor mig meget, og de tidlige år af mit liv var gode og trygge. Det var nok med til at gøre mig til et viljestærkt barn og til at bringe mig sikkert gennem resten af min barndom.
Jeg kan stadig huske den dag, hvor min mor tog mig med og viste mig den lejlighed, hvor jeg skulle bo sammen med hende og den mand, hun havde mødt og ventede min lillesøster med. Jeg var tre år og tænkte, at nej, dér skulle jeg ikke bo. Jeg ville blive hos min mormor, som havde taget sig af mig, selv om jeg var glad for min mor.




























