Han er lige blevet 57, han er diplomat til fingerspidserne, privat kunne være hans mellemnavn og så har han et kropssprog, der af og til afslører, at hans tålmodighed overfor inkompetence og idioti er begrænset.
Navnet er Kim Jørgensen. Siden 2014 har han været Danmarks EU-ambassadør, også kaldet den faste repræsentant i EU. Han er, som det hedder på repræsentationens hjemmeside, den danske regerings øjne og ører i Bruxelles. Det er han selvfølgelig ikke alene om, der er knapt 90 ansatte på repræsentationen, heraf også flere ambassadører, men Kim Jørgensen er ambassadøren. Det er ham, der er lige ved siden af og ofte i øret på statsministeren, når der er topmøder i Bruxelles, det er ham, der sidder i stolen, hvis udenrigsministeren ikke kan være til stede og det er ham, der lægger sagerne til rette og på dansk mandat forhandler med de øvrige EU-lande før ministerrådsmøderne.


























