I sine 22 år som det daværende regentpars ceremonimester oparbejdede Christian Eugen-Olsen en helt unik ekspertviden om livet omkring den kongelige familie. Det gjorde han med stor sans for, hvad der i denne stilling kræves af stilsikkerhed, fleksibilitet, situationsfornemmelse, overblik – og humor, uden hvilken dette job næppe kan være særlig attraktivt. Og netop Eugen-Olsens ofte underspillede humor gjorde ham til rette mand på rette plads.
Mange tror velsagtens, at den kongelige ceremonimester først og fremmest leder slagets gang med sin smukke stav under de store fester ved hoffet – eller lægger bordplaner, når majestæten giver taffel. Men jobbet er langt mere facetteret.




























