Charlotte Ployart Wetche har prøvet væsentligt mere, end de fleste oberster i den danske hær. Som militærrådgiver for Nato’s daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen var hun i fem år blandt den tidligere statsministers inderkreds.
Det handlede om rådgivning, men også om praktiske arrangementer og ikke mindst planlægning af sikkerheden omkring generalsekretæren. Ikke altid nogen enkel opgave. Landmandsdatteren fra Vesthimmerland har blandt andet været med til at forlade lufthavnen i Libyens hovedstad, Tripoli, i al hast, mens en større gruppe bevæbnede militsmænd var kommet i skænderi lige foran flyet med Anders Fogh Rasmussen og hans stab.




























