I næsten 100 år har Nationalmuseet haft gang i et svimlende stort projekt: At dokumentere alle de danske kirker. Kirkehistoriker og redaktør Rikke Ilsted Kristiansen er med i den lille kreds, der i disse år tegner projektet ved at skrive og redigere udgivelserne. I december udgav hun for eksempel sammen med bygningsarkæolog Pia Katrine Lindholt Danmarks Kirkers bog om Bregninge Kirke på Tåsinge og Slotskirken på Valdemars Slot, og arbejdet med de sydfynske kirker forsætter.
»Det har været rigtig sjovt, og Sydfyn og øerne har fået en stor plads i mit hjerte!«, forklarer kirkehistorikeren, der som inventarredaktør beskæftiger sig med alt fra altertavler, alterstole, døbefonde, særlige kapeller og gravsten, der hører til den enkelte kirke. Lige nu arbejder hun med Brahetrolleborg Kirke på Sydfyn, der oprindelig var en klosterkirke.




























