Forfatteren, kritikeren og spasmageren Niels Barfoed »kan få os til at lytte«. Det afslører allerede et gulnet datoløst avisklip fra cirka 1953, vistnok Berlingske, som pegede på et »ungt talent, ungt i øjnene, ung i stemmen« efter en mageløs barfoedsk digtcyklus i tidsskriftet Heretica.
Dengang havde Barfoed næppe tænkt sig, at han skulle få et kodenavn af en hemmelig sikkerhedstjeneste øst for Muren. Faktisk gjorde han sig alle tænkelige anstrengelser for at sløre sit spor, da han i oktober 1986 rejste til Prag på en hemmelig mission for at overrække Politikens og Dagens Nyheters frihedspris til dissidenten Vaclav Havel.




























