Forfatteren, kunsthistorikeren, mag.art. Hans Edvard Nørregård-Nielsen er død, 78 år. Med ham er den formentlig mest magtfulde og indflydelsesrige person inden for den danske kunst- og museumsverdenen gået bort.
Da Hans Edvard Nørregård-Nielsen meddelte sin afgang som formand for Ny Carlsbergfondets direktion, havde han beklædt dette embede i 25 år. Så lang tid havde ingen af hans forgængere siddet i denne tronstol, Helge Jacobsen – Carl Jacobsens søn – alene undtaget. Som øverstbefalende i landets største kunstfond var det ham, der var med til at afgøre, hvilke initiativer andre kunne realisere.


























