Den bedste kur mod sørgmodighed hedder Charlotte Pardi. Hendes illustrationer har lyst over myriader af børn, bibliotekarer og forældre de seneste mange år. Egentlig har tegneren ikke ændret sin stil meget siden de første streger i billedbogen ’Rend mig i agterstavnen’ med tekst af Glenn Ringtved fra 2000, men det er heller ikke nødvendigt, når man arbejder i glædens tjeneste.
Ordet ’skødesløs’ er meget præcist, når man skal beskrive Charlotte Pardis tegnestil. Det ser ud, som om hun lige er kommet forbi bordet med en æbleskive i hånden og har slået et par glade streger, smidt en klat farver eller to, inden hun pjattede videre. Men sådan er det ikke. Denne kunstner – som hun kalder sig på Facebook – er pænt flittig, og hun ved, hvad hun gør. Sådan må det også være, når ordrebogen bugner. Charlotte Pardi har nok at lave. Forlæggere og forfattere ved godt, hvor smilet bor.




























