Det er svært at overvurdere Ole Matthiessens indsats for dansk jazz. Ikke mindst fordi den er så omfattende. Han har nemlig ikke blot spillet jazz. Han har også produceret jazzradio, skrevet bøger om jazzmusikkens historie, siddet i ministerielle udvalg og formuleret betænkninger og redegørelser om jazzens situation. Han har også arrangeret jazz, spillet plader med jazz, holdt foredrag om jazz og undervist håbefulde unge konservatoriestuderende i, hvad jazz er for en størrelse, og hvor den egentlig stammer fra. Og søreme om ikke også han fandt tid til at afslutte sine nationaløkonomiske studier og erhverve sig eksamen som cand.polit. Manden kan simpelthen regne på et niveau, de færreste kan være med på.
Hvorom alting er, så blev Ole Matthiessen født i Gentofte for 75 år siden. Han modtog klaverundervisning og fattede interesse for jazz i en tidlig alder. Begyndte at medvirke i diverse orkestre fra omkring 1963. Blandt andet i ensembler som Ancher Grøns Big Band og Nærum Big Band. Han var også en del af miljøet omkring Reprisen i Holte, hvor unge og ældre musikere eksperimenterede på livet løs i årene fra 1967 til 1970.



























