Da Alison Krauss i 1979 var 8 år gammel, var hendes forældre allerede klar over, at hun havde et stort talent for at spille violin. De vidste også, at hun ikke var meget for at øve sig på de klassiske stykker, hun havde fået undervisning i, siden hun var 5.
En dag så hendes mor, illustrator Louise Krauss, en avisnotits om en kommende violinkonkurrence og købte nogle nye noder og lp’en ’Duets’ med violinisten Richard Greene til sin datter. Noderne og pladen præsenterede Alison Krauss for den traditionelle akustiske strenge- og stemmebårede folk- og countrymusik, man kalder bluegrass. Ved at lytte til pladen lærte Alison Krauss sig selv at spille numre derfra. Hun vandt ikke konkurrencen, men siden dengang har hun været uadskillelig både fra sit instrument og fra genren bluegrass, som hun har været med til at bevare og åbne et stort publikums ører for.




























