I fordums tider ville ambassadør Per Poulsen-Hansen have båret betegnelsen som én af udenrigstjenestens ’hvide elefanter’. Udtrykket dækkede over de absolutte sværvægtere blandt de danske diplomater, der var udsendt til fortrinsvis den vestlige verdens vigtigste hovedstæder. Men billedet af disse poster er i dag afløst af en langt bredere opfattelse af, hvor regeringen mener, at den tungeste danske indsats skal sættes ind. Og så bliver elefantbegrebet ikke længere så oplagt.
Men Per Poulsen-Hansen blev absolut én af de vægtigste danske diplomater i sit virke i udenrigstjenesten, der strakte sig over 42 år – fra 1973. I en periode, 1999-2003, var han med al sin professionelle tyngde hentet til Statsministeriet som udenrigspolitisk rådgiver for først Poul Nyrup Rasmussen (S) og siden Anders Fogh Rasmussen (V), der ikke var særskilt velbevandret i udenrigspolitik. Det blev derfor skrappe arbejdsår – også fordi Poulsen-Hansen i disse år var stærkt optaget af de danske reaktioner på terrorangrebene på USA, det militære engagement i Afghanistan og den omfattende og skelsættende udvidelse af kredsen af EU-lande, hvor ambassadøren blev en helt central figur.
