Lige siden Herman D. Koppel sammen med sin familie ankom til Danmark på flugt fra antisemitiske landsmænd i hjemlandet, Polen, har navnet Koppel været ensbetydende med begavelse, kreativitet og fornyelse.
Herman D. lyttede til det nye fænomen jazz og inkorporerede det i sin musik. Hans sønner, Thomas og Anders, revolutionerede den unge beatmusik ved at tilføre den elementer fra den klassiske kompositionsmusiks formsprog, og med gruppen Bazaar introducerede Anders Koppel – i selskab med Peter Bastian, Mehmet Ozan og Flemming Quist Møller – danskerne for musik fra Balkan-landene og omegn.




























