Det er ikke for meget sagt, at Anette Abildgaard i snart et halvt århundrede har været en af de bærende kræfter inden for den alternative dans i Danmark. Det vil i høj grad sige danselivet uden for Den Kongelige Ballet, hvor hun har virket som danser, koreograf, pædagog, administrator og igangsætter. En ægte pioner og inspirator for den moderne dans i Danmark.
Og selv om Anette Abildgaard nu markerer et nyt tiår, hvor andre måske vil have trukket sig tilbage, gælder det ikke fødselaren. Hun er i siden 2002 stærkt engageret i rollen som kunstnerisk leder af BalCon, der har produceret seks Projekt DanseDrømme siden 2014 – de to sidste projekter, ’Mod 2020’ og ’Frihed 2021’, på Det Kongelige Teater. Drømmen er at skaffe finansiering til endnu en omgang DanseDrømme næste sommer.




























