Da Donald Trump blev valgt som præsident i 2016, satte mange bestyrtede amerikanere deres lid til, at hans datter Ivanka Trump ville blive en modererende indflydelse på sin hidsigt selvoptagede far. At hun og hendes mand, Jared Kuschner, ville bruge deres indflydelse til at styre Donald Trump væk fra hans mørkeste impulser. De blev skuffede. I de fire år i Det Hvide Hus var ’Javanka’ – som parret blev kaldt i Trumps inderkreds – ofte belejligt på rejse eller optaget af deres egne projekter, når kaosset omkring Donald Trump kogte over.
Ivanka Trump er åbenlyst sin fars øjesten. Hun og Jared Kuschner fik magtfulde stillinger som præsidentielle seniorrådgivere uden at have kvalifikationer til det. Donald Trump hævdede i 2019 absurd, at hans datter havde skabt 14 millioner jobs i USA. Den familiære idealisering gik begge veje. Den daværende forretningskvinde Ivanka Trump erklærede, at hun vil arbejde for at styrke kvinder, men da en snes kvinder trådte frem og beskyldte Donald Trump for seksuelle krænkelser, kaldte Ivanka Trump det »upassende« at spørge en datter, om hun tror på anklagerne mod hendes far.


























