Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Frederik Willem de Klerk var præsident i Sydafrika fra 1989 til 1994 og stod bag løsladelse af Nelson Mandela.

Den sidste præsident i Sydafrikas apartheidstyre er død

Foto: Uli Deck/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Uli Deck/AP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Frederik Willem de Klerk, der var den sidste præsident i apartheidstyret i Sydafrika og landets seneste hvide præsident, er død. Det fremgår af en udtalelse fra hans fond. Han blev 85 år.

De Klerk modtog i 1993 sammen med Nelson Mandela Nobels fredspris for deres fælles arbejde med at ophæve apartheidstyret. Det var også de Klerk, der løslod Mandela efter mange års fængsling.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, hylder torsdag mindet om Sydafrikas sidste hvide præsident, som han priser for at have spillet en central rolle i afskaffelsen af apartheid.

»Jeg er bedrøvet over F.W. de Klerks død. Han var en leder, som forandrede historiens gang ved at løslade Nelson Mandela og arbejde sammen med ham om at få afsluttet apartheid og bragt demokrati til Sydafrika«, siger Johnson i en erklæring.

»De Klerk vil blive husket for sit urokkelige mod og realisme i at udføre det, som var så klart rigtigt og som gjorde Sydafrika til et bedre land«, hedder det videre.

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, siger, at han og landets regering sørger over de Klerks død.

»Han spillede en central rolle for indførelsen af demokrati i landet«, siger Ramaphosa.

At det netop var de Klerk, der begravede apartheid, lå dog ikke nødvendigvis i kortene. Han stod nemlig i spidsen for Nationalpartiet. Partiet værnede om apartheidstyret – et system, der gjorde sorte sydafrikanere til andenrangsborgere i deres eget land. De Klerk var præsident fra 1989 til 1994.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her